To sydafrikanske valgobservatører i Zimbabwe undslap med nød og næppe med helbredet i behold fra et angreb på et regionalt kontor tilhørende Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), oplyser MDC. Chefen for den sydafrikanske delegation, Sam Motseunyane, siger - modsat tidligere oplysninger - at de to observatører ikke kom noget til under angrebet, der fandt sted i byen Kwekwe. Motseunyane siger, at omkring 200 unge angreb og kastede sten mod MDC-kontoret. To af de unge blev anholdt af politiet. Behov for flere observatører »Vi fordømmer episoden, som er total uacceptabel. Den bekræfter, at der er et behov for flere internationale observatører i landet op til præsidentvalget«, siger den sydafrikanske delegationschef. MDC siger, at fem af dens tilhængere blev såret under episoden. MDC-leder en trussel mod Mugabe MDC-lederen Morgan Tsvangirai er præsident Robert Mugabes værste modstander ved valget i Zimbabwe den 9. og 10. marts. Mugabe har siddet på magten i landet i 22 år. Valgkampen skæmmes af forlydender om statsstøttet vold og skræmmekampagner. Den sydafrikanske delegation er det største udenlandske observatørkorps i landet, efter at EU tidligere på ugen besluttede at hjemkalde sin delegation.
Sydafrikanske observatører undslap angreb i Zimbabwe
Lyt til artiklen