Et par blå politijeeps parkeret nonchalant på fortorvet på Shuhada-gaden i centrum af Gaza markerer, at adressen er rigtig. Huset på tre etager er et beboelseshus. Stueetagen, der vender ud mod en lille have, har ejeren udlånt til politiets generaldirektorat. »For otte måneder siden besluttede vi at rykke generaldirektoratet ud af politihovedkvarteret, Arafat City«, fortæller vicegeneraldirektøren for det 'blå' civile palæstinensiske politi, Mahmood Said Asfour. Hans lille mørke og lavloftede kontor ligger bagest i den lånte lejlighed. »Efter at vi var blevet beskudt af israelske kamphelikoptere tre gange, blev vi bange for, at de ville komme igen uden varsel, så vi besluttede at evakuere alle fra hovedkvarteret«. Indtil da opholdt der sig dagligt omkring 3.000 mennesker i det civile politihovedkvarter, der ud over generaldirektoratet husede det kvindelige politi, et politihospital, det retsmedicinske institut, politiets køkken og kantine og flere kaserner. Det er blevet ramt i flere omgange, men den sidste bombning i december sidste år lagde samtlige bygninger i ruiner. Ingen kaserner Men politiet fungerer uhindret, fortæller vicegeneraldirektøren. Overalt i Gaza By står politibiler og busser parkeret under træer eller på fortovene. Der er usædvanligt mange betjente på gaderne, fordi de bortset fra enkelte blå plastiktelte, der er stillet op på tomter rundt om i byen, ikke mere har nogen kaserner. I stedet for administrative kontorer har gode borgere stillet huse og lejligheder til rådighed. Der er stadig fem fuldt fungerende politistationer alene i Gaza By. »Fra begyndelsen vidste vi, at bombningen af politistationerne var et forsøg på at forhindre os i at fortsætte vores arbejde. Der var ingen grund til at gå efter politistationerne, for politi er politi, vi har intet gjort mod Israel. I det 'blå' politi er vi 14.000 mand, de 8.000 i Gaza og resten på Vestbredden, og vi er det eneste rigtige palæstinensiske politi. Alle de andre styrker bliver også kaldt politi, men Styrke 17 (Arafats livvagt, red.), marinepolitiet, national sikkerhed, grænsepolitiet, præventiv sikkerhed osv. er i virkeligheden alle reelt hærenheder«. Liste med navne Brigadegeneral Mahmood Said Asfour har forberedt en liste med navnene på alle de 'blå' politistationer, der er blevet bombet siden intifadaens begyndelse. 24 i alt (i går kom bombningen af den 25., i byen Tulkarm på Vestbredden, red.). Regningen på ødelagte bygninger og inventar står på i alt 21 mio. dollar (ca. 180 mio. kr.). Det var 'blå' politibetjente, der forrige måned blev sendt af sted for at sætte Hamaslederen sheikh Ahmad Yassin under husarrest, hvilket udviklede sig til voldsomme optøjer og skudkampe mellem politi og Hamasdemonstranter, hvoraf adskillige blev dræbt. Siden er der indgået en aftale mellem Yassir Arafat og sheikh Yassin: Hamaslederen giver ingen offentlige udtalelser vendt imod selvstyret, og de to patrujlevogne holder et par gader væk fra hans hus. Sammenstød Det kom til yderligere sammenstød, da Hamas' talsmand, Abdel Aziz Rantissi, nægtede at møde op til arrestation. »Vi har et godt forhold til de lokale oppositionsledere. Jeg plejer at indkalde dem over telefonen, og så kommer de. Sidste gang bad jeg 10 gange Ranitissi om at komme, men han ville lave ballade. Heldigvis forstår befolkningen faren ved en borgerkrig, og sindene faldt til ro«. »Vi er ikke bekymrede for dem, vi kender, Yassin, Rantissi osv. Dem, vi er bange for, er de folk, der får ordrer udefra, for eksempel fra Iran og Syrien. Det er ikke noget nyt problem. Det eksisterede også inden intifadaen, men det kommer i bølger alt efter situationen, hver gang vi nærmer os fremgang i fredsprocessen øges presset udefra«. Irans rolle »Måske våbenskibet 'Karine A' (som den israelske marine opbragte i det Røde Hav i forrige uge med iranske våben på vej til Gaza, red.) var et iransk forsøg på at ødelægge forholdet mellem os og Israel, netop som den amerikanske udsending Anthony Zinni erklærede, at der ville blive flere sikkerhedskoordineringsmøder. Hver gang Zinni kommer, forbereder de noget«, siger Mahmood Said Asfour. Faxmaskinen står på køleskabet, og en elektrisk vandkoger balancerer ovenpå fotokopimaskinen i det lille værelse, der fungerer som forkontor. Faxen spytter det ene papir ud efter det andet. Mahmood Asfour får den daglige rapport fra politimesteren i Hebrondistriktet forelagt til underskrift. »Vi opererer videre som altid, ved hjælp af mobiltelefoner og faxmaskiner. Vores operationer fortsætter uændret. Trafikpatruljerne, kiminalitetsbekæmpelse, det hele. Vi har vores mandskab spredt i byen, men kan samle dem ved hjælp af telefoner, og distriktspolitimestrene rapporterer over fax. Men vi har måttet opgive træningen. Hvordan kan jeg sikre hollandske, svenske eller danske betjente i Gaza under de nuværende forhold? Med danskerne var vi i gang med anden fase af et stort program, der skulle lægge hele vores og fængselsvæsenets administration på computer, da intifadaen brød ud«. Yassir Arafat har flere gange sagt, at selvstyret ikke kan arrestere eftersøgte for terrorvirksomhed, fordi israelerne bomber de palæstinensiske fængsler? »Ved F-16-bombningen i Nablus på Vestbredden blev et fængsel beskadiget, men ellers har de ikke bombet nogen fængsler. Når vi vil arrestere Hamasfolk siger de: I vil bare samle os på et sted så israelerne kan bombe os, men vi svarer dem, at vi garanterer deres sikkerhed i vores varetægt. Vi har arresteret 117 mennesker her i Gaza siden Arafats tale (16. december, hvor han erklærede, at angreb på Israel var imod det palæstinensiske folks interesse, red.) Både fra Hamas, Islamisk Jihad, PFLP og også to fra Fatah. Vi har arresteret omkring to tredjedele af dem, der stod på listen med de 33 navne, som Israel gav Zinni, men tag mig ikke på ordet, det er efterretningstjenesten og de præventive sikkerhedsstyrker, der er ansvarlige for det, så jeg vil nødigt sige noget galt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema
Se fotoserien, der vandt guld: Overrasket fotograf fandt 1.000 udryddelseslejre - og så kiggede han opad
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























