Mindst 15 personer har måske været udsat for radioaktiv stråling, efter at en container med det højradioaktive materiale iridium-192 begyndte at lække under en transport fra et kerneteknikvirksomhed i Studsvik syd for Stockholm til New Orleans i USA. Transporten blev indledt den 27. december og afsluttet den 2. januar og foregik med lastbil og fly. Uheldet er det hidtil værste i Sverige og er klassificeret som en treer på den internationale INES-skala for uheld med radioaktive materialer. Det var tirsdag fortsat uklart, hvornår containeren begyndte at lække. Under en mellemlanding i Paris blev der ikke målt radioaktivitet. Lækagen blev opdaget, da containeren ankom til New Orleans i delstaten Louisiana. Her viste målinger, at strålingen på 25 meters afstand var lige så stærk, som et menneske naturligt får under et helt år. Containeren blev i Sverige transporteret fra Studsvik til Arlanda-lufthavnen i lastbil, inden den blev bragt om bord på et fly til Paris. Her blev den lastet om til et andet fly, der gik til Memphis i USA, inden containeren i lastbil blev kørt til New Orleans. Det vides med sikkerhed, at chaufføren på lastbilen, som kørte containere fra godsterminalen i New Orleans til den virksomhed, som havde bestilt materialet, er blevet udsat for stråling. I den tid han kørte med containeren fik han 1,6 millisievert (den enhed stråling måles med). En normal dosis for et menneske er fire millisievert per år. Kontrol af personalet på Studsvik-virksomheden viser, at ingen er blevet bestrålet. Derimod ved de svenske myndigheder ikke, om personale, som har været i kontakt med containeren under transporten i Sverige er blevet bestrålet. Mindst 15 personer er blevet undersøgt i de seneste dage, men resultat af blodprøver var endnu ikke klar tirsdag aften. Hændelsen med containeren er den hidtil værste af sin art i Sverige og en omfattende undersøgelse er sat i gang for at finde ud af, hvad der er sket med containeren under transporten. Den internationale INES-skala går fra et til syv. Et til tre klassificeres som uheld, mens fire til syv anses for ulykker med alvorlig fare. Tjernobylulykken blev klassificeret som syv. En klassificering som tre svarer til "et alvorligt uheld". Virksomheden Studsvik cirka 70 kilometer syd for Stockholm er en af verdens førende producenter af iridium-192, som blandt andet anvendes til at opdage skjulte fejl i materialer. Containeren vejer 126 kilo og måler 50 gange 80 centimeter og er bygget af rustfri stål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
10. august kl. 5.26 begyndte en 100 meter høj monsterbølge lige her. Mysteriet bag historiens næststørste tsunami er løst
Lyt til artiklenLæst op af Lasse Foghsgaard
00:00
Kronik af Bente Boserup
Pernille Juul Darling
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























