USA: Mulige civile ofre ved bombetogt

Lyt til artiklen

Civile kan være blevet dræbt under amerikanske bombetogter over det østlige Afghanistan i weekenden, erkendte en talsmand for USAs Centralkommando mandag. »Hvis uskyldige mennesker er blevet dræbt.... vil det klart være en tragedie«, sagde talsmanden major Bill Harrison. Overlevende lokale beboere i en landsby i det østlige Afghanistan sagde tidligere mandag, at over 100 mennesker blev dræbt, da amerikanske fly bombede landsbyen. Blandt de dræbte var ifølge de overlevende mange kvinder og børn. Angrebet blev gennemført tidligt søndag af et kampfly, et B-52 bombefly og to helikoptere, sagde Janat Gul fra landsbyen Qalaye Niazi i Tira-passet til det britiske nyhedsbureau Reuters. Huse ødelagt Nyhedsbureauet Den Afghanske Islamiske Presse (AIP) havde samme melding. AIP skrev, at flere dusin huse blev ødelagt i gentagne bombardementer. Foreløbig 92 lig er bjærget, og det endelige tal ventes at nå over 100. Oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes af andre kilder. En Reuters-medarbejder på stedet kunne dog ved ankomsten se, at der var rester af kød, pøle af blod og klumper af, hvad lignende menneskehår, mange steder. Der var lavet dybe kratere ved angrebet. Landsbyrådet har indbudt de amerikanske styrker til at bese skaderne. »Vi har inviteret dem til at komme og se det med egne øjne«, sagde Haji Nik Mohammad fra rådet til Reuters. Reuters-medarbejderen så amerikanske soldater, som var ledsaget af folk fra Den Nordlige Alliance, der var på vej til landsbyen. »Vi er opmærksom på episoden og er ved at undersøge den«, sagde major Pete Mitchell, talsmand for USAs centrale kommando. Jagtede Taleban og bin Laden Qalaye Niazi, som i andre versioner hedder Niazi Qala, ligger i Gardez-provinsen. Her har amerikanske styrker jagtet resterne af Taleban-militsen og Osama bin Ladens al-Qaeda-terrornetværk de seneste dage. Området ligger tæt ved grænsen til Pakistan og sydvest for Tora Bora-grottekomplekset De lokale beboere fastholdt, at der hverken er Taleban- eller al-Qaeda-folk til stede i området. »Folk er meget vrede over, hvad der sker her«, sagde Gul, som betegnede sig selv som eneste overlevende fra sin familie. 24 andre familiemedlemmer blev dræbt. AIP rapporterede, at mindst 15 civile blev dræbt i et lignende amerikansk bombeangreb på landsbyen Sheikhan lørdag. Denne landsby ligger også i Gardez-provinsen. Tidligere har amerikanske kampfly ved en fejltagelse bl.a. beskudt en kolonne med gæster, der var på vej til et bryllup i hovedstaden Kabul. Omkring 65 mennesker blev dræbt ved den lejlighed. Både lokale befolkningsgrupper i det østlige Afghanistan og landets nye overgangsadministration har opfordret USA til at indstille luftbombardementer, som rammer civilbefolkningen. Men henvendelsen er blevet afvist af den amerikanske regering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her