Tvivlsomme løfter fra ny præsident

Den nyudnævnte præsident omfavnes af Senatets leder, Puerta, under indsættelsesceremonien søndag. - Foto: AP
Den nyudnævnte præsident omfavnes af Senatets leder, Puerta, under indsættelsesceremonien søndag. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Argentinas midlertidige præsident Adolfo Rodriguez Saá lover at standse afbetalingerne på den gæld, der har tvunget landet i knæ. I stedet skal pengene bruges til at skabe job og velfærd, sagde præsidenten, da han søndag blev taget i ed for en periode på 60 dage i det lyserøde palads i Buenos Aires. Verdenshistoriens største betalingsstandsning synes således en kendsgerning, omend Saá samtidig understregede, at han i princippet vedgår sig den mere end 1.000 mia. kroner store gæld. Betaling af renterne skal blot sættes i ro indtil videre, sagde han. Forvirring Meldingen vakte jubel blandt kongressens medlemmer, forvirring blandt økonomer og blandede følelser hos de fleste argentinere, der har svært ved at overskue konsekvenserne af præsidentens skridt. »Jamen, det er da udmærket, for det er det eneste rigtige, men han er jo del af den samme mafia, som har ødelagt landet, så hvorfor skulle han pludselig holde sine løfter«, spurgte den arbejdsløse Hector Vega, der var mødt frem på Plaza de Mayo for at vise sin vrede over landets situation. Køkkentøjet atter i brug Argentinernes foretrukne protestvåben, potter og pander, blev atter taget i brug, mens Saá blev indsat. Demonstranter, der har mistet tilliden til populistiske politikere, hamrede højlydt på køkkentøjet, mens præsidentens kortege passerede Plaza de Mayo foran præsidentpaladset. »Svin. Du er et lige så stort svin som de andre«, råbte en kvinde, der forsøgte at løbe efter bilerne, men blev stoppet brat af et massivt politiopbud. 'Korrupte politikere' En velklædt mand med hat havde et kort over Argentina i den ene hånd og landets flag i den anden. Han spadserede langsomt ned langs rækken af betjente, mens han viste dem kortet. »Det er vores land. Det er Argentina. Fædrelandet tilhører os alle, ikke kun de korrupte mænd derinde«, sagde han og stirrede hver enkelt betjent i øjnene. Manden fik mindre end et minut, før han blev skubbet væk fra betjentene af civile efterretningsfolk. Præsident Saá brugte sin første dag til at udstede løfter. De offentlige udgifter skal fastfryses, korruptionen skal stoppes, der skal skabes en million nye job, og en storslået social plan vil snart se dagens lys. Ny start »Vi skal skabe en ny republik. Et land, hvor der er social retfærdighed, og hvor folk ikke behøver at gå på gaden for at kæmpe for sine rettigheder«, sagde Saá. Adressen er de seneste dages voldsomme uroligheder, da vrede borgere har plyndret butikker og smadret vinduer i 20 argentinske byer i protest mod regeringens økonomiske politik. 28 mistede livet under oprøret. Økonomer: Der må slet ikke bruges penge Men økonomer er enige om, at Argentinas alvorlige situation slet ikke levner plads til løfter, der koster penge. I sin tale afviste Saá desuden at devaluere landets møntenhed, pesoen, som holder paritet med dollaren. En devaluering vil berøre millioner af argentinere, der får løn i pesos, men har gæld i dollar, og 80 pct. af befolkningen er imod et sådant skridt. 'Populistisk tale' Alligevel er en devaluering den eneste holdbare løsning på længere sigt, ifølge flere iagttagere, der søndag betegnede præsidentens tale som populistisk. »En betalingsstandsning er kun et midlertidigt skridt, for gælden skal jo betales før eller siden. Kun en devaluering vil batte noget, men den nye præsident er åbenbart bange for folkestemningen«, sagde den politiske analytiker, Rosendo Fraga.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her