Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Kuldebølge i Syd- og Østeuropa

Lyt til artiklen

Kulde og sne har invaderet store dele af det sydlige og østlige Europa, fra Tyrkiet i øst til Spanien i vest. Mange steder forårsager det dårlige vejr trafikkaos, lukkede veje og skoler, og landsbyer er afskåret fra omverdenen. I Tyrkiet nær Istanbul strandede en tog med op mod 1.000 passagerer i går. Årsagen var manglende elektricitet efter det heftige snefald i regionen. Myndighederne kom i går eftermiddags passagererne til undsætning, beretter nyhedsbureauet Reuters. I den nordlige del af Grækenland strandede et tog mandag aften på grund af 2,5 meter høje snemasser. Soldater fra den græske hær evakuerede i går de 108 togpassagerer. Passagererne blev bragt til en nærliggende landsby efter at have tilbragt natten under tæpper, da togets varmesystem var gået i stykker. Grækenland har de seneste dage været ramt af snestorme, orkanagtige vinde og regn. To mennesker er meldt savnet, og myndighederne måtte mandag lukke flere lufthavne, motorveje og skoler. »Der er lave temperaturer og sne flere steder i Middelhavsområdet og Eksjugoslavien. Det er også meget koldt i Centraleuropa, men i det område er det mere normalt for årstiden«, siger den italienske klimaekspert Guido Visconti. Italien er et af mange steder i Sydeuropa, der er blevet taget på sengen. I Syditalien er flere regioner dækket af sne, og temperaturen er mange steder i landet krøbet langt ned under frysepunktet. Sneen har de seneste dage skabt store problemer især i Syditalien, hvor man ikke er vant til kulde og sne. Det har skabt trafikkaos, og flere veje er lukkede. Mange syditalienske skoler har været nødt til at lukke på grund af det dårlige vejr. I den syditalienske by Potenza har kommunen sågar indkaldt borgere til at hjælpe med at skovle sne væk fra gaderne, og i byerne Campobasso og Cosenza er myndighederne løbet tør for salt til at strø på vejene. Mange bjergområder er isolerede. I går sneede det også på Sicilien, blandt andet i turistbyen Taormina og på flere af øens strande. På grund af den hårde blæst har det været umuligt at komme til flere mindre øer ud for Siciliens kyst. Der er også store problemer for færgetrafikken til og fra Sardinien. Frost i Rom I Norditalien er kulden det største problem. I Torino har temperaturen været helt nede på minus elleve grader. Også i den italienske hovedstad har kulden sat ind med frostgrader, hvilket er en sjældenhed på disse breddegrader. Og romerne har fundet huer og halstørklæder frem. Vejret er ikke mindst i disse dage et yndet samtaleemne og godt stof i landets aviser og tv. Ifølge klimaeksperten Guido Visconti har Italien sidst haft så kold en vinter i 1986: »Men jeg vil ikke kalde det, vi oplever i disse dage, for en anomali. Mængden af sne har ikke været stor. Men sneen kombineret med de lave temperaturer har skabt problemer mange steder, ikke mindst i Syditalien langs kysterne, hvor man ikke er vant til sne og glatte veje. Mange steder er den kolde vinter kommet uventet. De seneste år har vi haft milde vintre, men det er en generel tendens, der ikke kun gælder for Italien«, understreger Guido Visconti, der er professor på universitetet i L'Aquila. Og der er højere temperaturer i sigte: »I disse dage er vindstrømmene kommet ind over Italien fra Balkan-området. Men i de kommende dage ændrer vindene retning og kommer ind fra Atlanterhavet. Det indebærer et mildere vejr«, siger klimaeksperten. Sneen er også nået til Frankrig. Bjerglandsbyer på den franske middelhavsø Korsika har været afskåret fra omverdenen efter kraftige snefald. Og mange huse på øen har været uden elektricitet og telefonforbindelser. Det dårlige vejr har også ramt middelhavsøen Cypern med voldsom regn. Ifølge Reuters er der i dele af Østeuropa allerede blevet registreret flere vinterrelaterede dødsfald i år end i løbet af hele forrige vinter. Årsagen til dødsfaldene er en fatal kombination af kulde, alkohol, fattigdom og alderdom. Bare i Moskva er antallet af den type dødsfald nået op på 221 i denne vinter. I Polen er der indtil videre 135 vinterrelaterede dødsfald. Forrige vinter var tallet 112.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her