Amerikanske militærfolk mødte somaliske krigsherrer

Lyt til artiklen

Amerikanske officerer mødte i går somaliske krigsherrer i et forsøg på at identificere mulige kommende mål i den amerikanske krig mod terror, oplyser kilder tæt på krigsherrerne ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Der har i forvejen været mange spekulationer om hvorvidt USA er i færd med at planlægge en militær aktion i Somalia i en ny fase af dets krig mod terror. Washington har imidlertid slået muligheden hen. Ifølge kilder besøgte fem amerikanske officerer byen Baidoa godt 240 kilometer sydvest for hovedstaden Mogadishu for at møde ledere af Rahanwein Resistance Army (RRA), som er i opposition til regeringen i Mogadishu. Amerikanerne fulgtes ifølge kilden med fire etiopiske officerer. Somalia har beskyldt nabolandet Etiopien for at støtte RRA. Den amerikanske ambassade i nabolandet Kenya har ingen kommentarer til oplysningerne. Diskuterede samarbejde »De diskuterede om de (krigsherrerne red.) havde kendskab til nogle terroristbaser i det sydlige og sydvestlige Somalia«, sagde en af Reuters kilder. RRA-lederne fortalte amerikanerne om en træningslejr for militante i en by nær grænsen til Kenya, der bliver drevet af den somaliske gruppe al-Itihaad al-Islamiya. Gruppen optræder på det liste over terrororganisationer, som USA har udarbejdet efter den 11. september. Land i kaos »De diskuterede muligheden for samarbejde, hvis de (amerikanerne red.) planlægger en operation i Somalia«, sagde kilden videre. Somalia har befundet sig i mere eller mindre konstant kaos, siden landets mangeårige diktator Mohammed Siad Barres fald i 1991. Siden er landet faldet helt fra hinanden i fraktioner, der kontrolleres af rivaliserende klan- og krigsherrer. I øjeblikket sidder en overgangsregering i Mogadishu men den har kun magten i dele af hovedstaden. USA frygter, at netop denne Somalias splittede karakter gør landet til det perfekte tilflugtssted for ekstremister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her