Fransk-marokkaneren Zacarias Moussaoui, der af USA beskyldes for at have samarbejdet med bin Laden og de 19 mænd, der angreb New York og Washington den 11. september, skal stilles for en civil domstol. Det oplyste Det Hvide Hus onsdag. Den amerikanske præsident, George W. Bush, havde overvejet en militær domstol, men besluttede alligevel, at det ikke ville skade juryens sikkerhed eller bevismaterialet at stille ham for en almindelig domstol. Trænede i Afghanistan Claire Buchan, talskvinde for Det Hvide Hus, understregede dog, at det ikke var pres fra de mange kritikere over oprettelsen af militære domstole, der havde ført til beslutningen. »Bush mener i høj grad stadig, at de militære domstole er en vigtig mulighed i krigen mod terrorisme«, sagde Buchan. Zacarias Moussaoui anklages også for at have trænet i en al-Qaeda-træningslejr i Afghanistan og for at have modtaget penge fra kilder i Mellemøsten og Tyskland. Den 33-årige terroranklagede blev anholdt i Minnesota i august efter at have vakt mistænkelighed hos lærerne på en flyverskole. Til FBI oplyste lærerne, at han udelukkende var interesseret i at lære at flyve et jetfly, men at han ikke bekymrede sig over at kunne lette eller lande. Anklagerne kan medføre dødsstraf, og det fik onsdag den franske justitsminister, Marylise Lebranchu, til at advare USA om alvorlige diplomatiske konsekvenser, hvis han dømmes til døden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























