Omar menes stadig at være i Kandahar

Pro-taleban-demonstration i det sydlige Afghanistan.- Foto: AP
Pro-taleban-demonstration i det sydlige Afghanistan.- Foto: AP
Lyt til artiklen

Den åndelige leder for den styrtede Taleban-milits i Afghanistan, mullah Mohammad Omar, befinder sig måske stadig i Kandahar. Flere britiske medier rapporterede lørdag, at Omar er i husarrest hos en tidligere mujahedin-kommandant i Kandahar, højborgen i den sydlige del af landet, som Taleban netop har opgivet kontrollen med. Samtidig bebudede en lokal afghansk kommandant et forestående angreb på Tora Bora-grottekomplekset og sagde, at den saudiarabiskfødte, terrormistænkte Osama bin Laden stadig befinder sig i systemet af underjordiske huler i dette bjergrige område i det østlige Afghanistan. En talsmand for Gul Agha Sherzai, den tidligere guvernør i Kandahar, siger ifølge bl.a. det britiske dagblad The Times og den britiske radio BBC, at den forhenværende mujahedin-kommandant mullah Naqibullah, som var med til at indtage Kandahar torsdag og fredag, har Omar i sin varetægt. Naqibullah siges at have en vis sympati for Taleban. Det Hvide Hus stabschef i USA, Andrew Card, erklærede, at præsident George W. Bushs regering også føler sig "ret sikker" på, at Taleban-lederen fortsat befinder sig i Kandahar. Omar har forladt Kandahar En Taleban-talsmand i Pakistan sagde senere til det franske nyhedsbureau AFP, at mullah Omar helt afgjort har forladt Kandahar. »Jeg kan bekræfte over for dig, at han ikke længere er i Kandahar. Han er ude af Kandahar«, sagde talsmanden, som ønskede at være anonym. »Jeg har checket det med mine folk, og de har sagt til mig, at han ikke længere er i nogens varetægt. Han er ikke i Kandahar. Hvor han så er, ved jeg ikke«. Morterer mod grotter Den afghanske kommandant Hazrat Ali sagde lørdag til det franske nyhedsbureau AFP, at hans styrker er ved at indkredse bin Laden, der beskyldes for at stå bag terrorangrebene i USA den 11. september, idet de skød med morterer mod bin Ladens mænd fra al-Qaeda-netværket, som befinder sig i grotter i Tora Bora-komplekset. Samtidig rapporterede en AFP-korrespondent nær Tora Bora, at et amerikansk B-52 bombefly genoptog bombardementerne af grotterne efter en pause tidligt lørdag. »Vi håber - med Guds hjælp, at vi kan anholde ham meget snart. Vi mener, at vi i dag eller i morgen vil kunne gøre dem til martyrer«, sagde Ali om bin Laden og hans overvejende arabiske tilhængere. »Vores muhajedin-soldater er parat til at kæmpe. I dag eller i morgen vil vi iværksætte et storstilet angreb, og så tror jeg, at de vil overgive sig til os«. Amerikansk støtte til militser De amerikanske bombardementer skal ses som støtte til lokale militser, der kontrolleres af Ali, provinsens militærchef, Haji Mohammad Zaman, og en tredje kommandant, Haji Zaher. Militserne rykker langsomt frem mod bjergene, hvor Tora Bora-hulerne ligger. Hazrat Ali sagde, at han har pålidelige oplysninger fra en al-Qaeda-fange om, at bin Laden er i området. Det amerikanske forsvar erkendte fredag, at det ikke ved, hvor bin Laden befinder sig. Den amerikanskledede krig er nu fokuseret på Tora Bora, efter at Taleban fredag overgav sig i Kandahar. Der var forlydender om, at mindst 20 amerikanske soldater fra specialstyrkerne ville deltage i finkæmningen af Tora Bora.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her