Nødhjælpsbro gennem Usbekistan endelig åbnet

Lyt til artiklen

Det første nødhjælpstog kørte søndag morgen over 'Venskabsbroen' over Amu Darya-floden, der forbinder Usbekistan med Afghanistan. Det var første gang siden 1997, at broen er blevet benyttet. Nødhjælpstoget medbragte 1.000 ton korn og mel, der med lastbiler skal køres fra Hairaton til den store by Mazar-i-Sharif, hvorfra den skal fordeles i landet. Toget var forsynet med bannere med ordene »fra det usbekiske folk til det afghanske folk«, om end noget af hjælpen kom fra FN. Usbekerne har tøvet med at åbne broen, angiveligt af sikkerhedsgrunde, og den blev lukket, da talebanerne overtog magten i det meste af Afghanistan. Det er en historisk bro, der blev bygget for at skaffe forsyninger til de sovjetiske besættelsestropper i Afghanistan fra 1979 til 1989. 15. februar 1989 blev de sidste tropper trukket tilbage over broen til Usbekistan. Allersidste mand var general Valerij Gromov, der frimodigt fortalte de tilstedeværende journalister, at »Den Røde Hær har til fulde opfyldt sine internationale forpligtelser«. Pres på regering I lørdags lagde 160 humanitære grupper, der er kendt under navnet 'Interaction', pres på den amerikanske regering for at få fremskyndet etableringen af en sikkerhedsstyrke i Afghanistan, så nødhjælp kan nå frem til flere millioner sultende og syge flygtninge i landet. Grupperne understregede, at Afghanistans bidende vinter er lige om hjørnet. Powell på rundrejse Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, der er på rundrejse i Europa og Centralasien, har sagt, at der er drøftelser i gang om, hvordan en sådan styrke skal sammensættes og ledes. Powell sagde også, at en sådan styrke næppe kan komme på plads i Afghanistan, før overgangsregeringen overtager ledelsen af landet 22. december. Carol Bellamy, der leder FN's børneorganisation Unicef, oplyste i weekenden, at organisationen forsøger at skaffe mad og drikkevand til omkring 1,5 mio. børn, der har akut brug for hjælpen. Denne risikogruppe er under fem år, og 150.000 af dem betragtes som stærkt underernærede. UNICEF sender også vintertøj, tæpper og opvarmelige telte til Afghanistan. Samtidig fortsætter organisationen sit vaccinationsprogram mod polio og mæslinger i flygtningelejrene i den nordlige del af Afghanistan. Disse to sygdomme er med til at dræbe hvert fjerde barn i landet, før det bliver fem år. På lidt længere sigt vil Unicefs bestræbelser også gå på en genoprettelse af uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet og andre nødvendigheder for børnene. 20 år med krig Mere end 20 års krig har betydet, at kun 25 procent af den mandlige befolkning og 5 procent af den kvindelige kan læse og skrive. Allerede under Talebanstyret fik organisationen i hemmelighed oprettet alternative skoler for piger, der ikke måtte deltage i undervisningen i de offentlige skoler. Da Bellamy i sidste uge besøgte sådanne skoler i Kabul var deltagelsen eksploderet, og også drenge deltager i undervisningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her