Udenrigsminister Per Stig Møller (K) tager afstand fra den israelske gengældelsesaktion imod det palæstinensiske selvstyre. »Den danske regering fastholder, at fred kun skabes ved forhandlingsbordet. Vi opfordrede søndag Israel til at undlade ren gengældelse, for det bidrager kun til voldsspiralen«, siger Per Stig Møller til Politiken. Kondolencebrev I et kondolencebrev til sin israelske kollega, Simon Peres, i anledning af selvmordsbombningerne i Jerusalem og Haifa skriver han: »Den palæstinensiske administration må vedholdende opfordres til at pågribe og straffe dem, som har begået disse og andre terrorhandlinger, og til at gøre sit yderste for at forhindre yderligere terror-aktioner«. Per Stig Møller har sendt »en meddelelse med det indhold til formand Arafat«. »Terrororganisationen Hamas vil ikke have fred. Hvis Arafat kan pågribe omkring 100 på en nat, hvorfor har han så ikke gjort det før? Fred kan jo ikke skabes, hvis palæstinensiske områder fungerer som sikker havn for terrorister«. Israels udenrigsminister, Simon Peres, sagde i går, at hans Arbejderparti overvejer at forlade regeringen i protest imod en regeringserklæring, der stempler Arafat og hans palæstinensiske myndigheder som i ledtog med terroristerne. Uskyldige ofreVil den danske regering støtte Peres' fordømmelse af regeringserklæringen? »Vi har allerede gjort klart, at vi mener, at med (Israels premierminister Ariel) Sharons metode er fred heller ikke mulig. Nu ser vi igen uskyldige ofre i Gaza-området. Terror må fordømmes overalt, men Israels politik er uforståelig. Så længe Israels regering siger, at den først vil forhandle efter syv dage uden terror, kan vi være sikre på, at der senest den sjette dag kommer et terror-angreb«. Til det forhold, at Israel udnytter kampen imod terrorisme i Afghanistan til at sidestille det med situationen i Mellemøsten, siger han: »Vi har ikke set beviser for, at Arafat og hans selvstyre står bag terroristerne, som USA har givet os beviser for, at Osama bin Laden gør. Fred med Arafat kræver jo, at han er en troværdig forhandlingspartner, men det er svært at se, hvem Israel ellers kan skabe fred med«. Er det ikke misbrug af historien at sammenligne selvstyret med Taleban? »Der er selvfølgelig vidt forskellige baggrunde, men Arafat må vise større vilje til at bringe Hamas, der er dødsensfarlig som al-Qaeda, under kontrol og i praksis tage afstand fra den slags terrorister på sit område«. Forværring »Andre var sikkert kommet op med det, hvis der var andet at gøre end at insistere på fred gennem forhandling. Men mens hele det europæiske politiske system, FN, ja alle gode kræfter er i gang, så bliver det blot værre«. Vil vi se en ny dansk Mellemøstenpolitik? »Vores Mellemøstenpolitik går på to ben, kritik af vold fra begge parters side«. Gik Lykketofts Mellemøstenpolitik ikke på to ben? »Det må andre vurdere kritisk. I går i FN undlod Danmark i konsekvens af vores to-bens-politik at stemme for en resolution, fordi den ikke beklagede ofrene på begge sider. Vi gik sammen med Storbritannien, de baltiske lande og andre om den holdning, mens andre EU-lande, herunder Sverige, stemte for den første resolution, så den afbalancerede version ikke kom til afstemning«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























