Røde Kors har adgang til talebaner fra USA

Lyt til artiklen

Røde Kors fik i går adgang til en ung amerikaner, der blev fanget, mens han kæmpede for Taleban, og som nu tilbageholdes af amerikanske styrker i det nordlige Afghanistan. Den 20-årige John Walker var blandt omkring 80 overvejende udenlandske al-Qaeda-soldater, som i sidste uge blev fundet i live i fortet Qala-i-Jangi, hvor hundredvis af andre fanger blev dræbt under et oprør mod deres fangevogtere fra Den Nordlige Alliance. Michael Kleiner, talsmand for Internationalt Røde Kors i Kabul, sagde at organisationen nu har fået adgang til John Walker, og at han har givet en meddelelse videre til sin familie i USA via Røde Kors. Den normale procedure er, at Røde Kors møder fangerne personligt for at registrere og interviewe dem. USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, lovede på et pressemøde i går, at alle John Walkers juridiske rettigheder vil blive respekteret, men afslørede ikke, hvad der skal ske med den amerikanske talebaner. Bush: 'En stakkels fyr' USA's præsident, George W. Bush, besluttede i sidste måned at oprette særlige militærdomstole, som skal retsforfølge ikke-amerikanere, der mistænkes for terrorisme. Da John Walker er amerikansk statsborger, er det uklart, om han kan stilles for sådan en militærdomstol. En amerikansk regeringskilde siger dog, at det næppe bliver militæret, men snarere justitsministeriet, der skal rejse eventuelle sigtelser mod Walker, fordi han er at betragte som en civil amerikaner. I et interview med ABC tv i går omtalte præsident Bush John Walker som »en stakkels fyr«, der troede, at han ville komme til at kæmpe for »en stor sag«, men som tydeligvis var blevet vildledt. John Walker, der i Afghanistan kaldte sig Abdul Hamid, var oprindeligt katolik, men konverterede til islam, da han var 16 år. Han rejste ind i Afghanistan via Yemen og Pakistan. Kamptræning Han sagde i mandags til tv-stationen CNN, at han har fået kamptræning i det nordlige Afghanistan hos nogle militsfolk, som støtter Osama bin Laden, den hovedmistænkte bag angrebene på USA 11. september. John Walker oplyste også, at han har kæmpet sammen med pakistanske Taleban-allierede i Kashmir, som er delt mellem Indien og Pakistan. Han var rejst til Afghanistan, fordi Taleban forsøger at bygge en »ren islamisk stat«. John Walkers far, Frank Lindh, appellerer til det amerikanske militær om at vise barmhjertighed over for sønnen, som angiveligt har sagt, at han støttede aktionerne mod USA 11. september, da omkring 3.900 mennesker omkom, »Jeg tror ikke, at han kan have været rigtig i hovedet. Andet kan jeg ikke sige«, sagde hans far til CNN. 233 lig fjernet fra fort Det svirrede tidligere på ugen med rygter om, at der var yderligere to-tre amerikanere blandt de overlevende fra Qala-i-Jangi, der er hovedkvarter for den usbekiske krigsherre general Abdul Rashid Dostum. De overlevende havde i dagevis skjult sig i en kælder under fortet, mens amerikanske og britiske elitesoldater støttet af luftangreb hjalp Den Nordlige Alliance med at nedkæmpe opstanden. En amerikansk CIA-agent var blandt de mange dræbte. 233 lig er blevet fjernet fra det fort, hvor fangerne blev fundet efter overgivelsen i Kunduz. Ud af de 80, der overlevede fangeoprøret, belv 17 meldt såret. Røde Kors forsøger at få adgang til fængslet i Sherbeghan, hvor flere fanger tilbageholdes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her