En stort anlagt nynazistisk demonstration i Berlin lørdag er blevet fordømt af den tyske regering som en »utålelig provokation«, men vil alligevel finde sted af hensyn til ytringsfriheden. Demonstrationen, der kan blive en af de største højreekstremistiske demonstrationer i Berlin i efterkrigstiden, er vendt mod en genåbnet udstilling af fotos fra Anden Verdenskrig, hvor det dokumenteres at mange almindelige tyske soldater tog del i Det Tredje Riges krigsforbrydelser. 'Smerteligt, men nødvendigt' En talsmand for den rød-grønne regering sagde fredag, at nynazisternes march er »en smertelig, men nødvendig del af vor offentlige debat«. Regeringen siger, at den ikke har juridisk mulighed for at forbyde marchen, men har erklæret sin støtte til moddemonstranter og til det jødiske samfund i Tyskland. Det højreekstremistiske parti Tysklands Nationale Demokratiske Parti (NPD), som regeringen forsøger at få forbudt, har organiseret demonstrationen, som vil gå gennem Berlins historiske jødiske kvarter »Scheuenviertel« i den centrale del af byen - tæt ved Rigsdagsbygningen. Jødiske grupper fordømmer Jødiske grupper uden for Tyskland har kraftigt fordømt demonstrationen og krævet forbud imod den. Simon-Wiesenthal-Centeret i Los Angeles, der har hundredtusinder af medlemmer fra hele verden, har givet udtryk for 'chok' over, at de tyske myndigheder har anlagt en 'uklog' linje over for højreekstremisterne. 3.500 politifolk på gaden Det tyske indenrigsministerium fastslog fredag, at NPD har samme rettigheder som andre politiske partier, så længe partiet er tilladt. NPD-tilhængerne, hvoraf mange er unge skinheads, vil blive overvåget af 3.500 politifolk, som skal forhindre voldelige sammenstød mellem højreekstermister og moddemonstranter. Omkring 850.000 mennesker så foto-udstillingen i midten af 1990erne, hvor billederne af den tyske hærs mord, ødelæggelser og fornedrelser af civilbefolkninger i et stort antal lande sendte en chokbølge gennem Tyskland og Østrig. Skrappe billeder Mange af fotografierne er amatøroptagelser, som menige soldater har optaget, og som først blev tilgængelige, efter åbningen af arkiver i det tidligere Sovjetunionen. Fotografierne viser soldater i færd med at foretage henrettelser ved skydning, soldater, der er ved at tømre galger sammen og soldater, som lægger strikken om halsen på ofre, der skal hænges. Dokumentationen af mange almindelige soldaters og den tyske værnemagts aktive deltagelse i Hitler-regimets forbryderkomplot var et chok for mange, som havde troet på, at de virkelige forbrydere under nazismen kun fandtes i SS-divisionerne, og i SA- og SD-afdelingerne. Tidligere udstilling lukket Udstillingen blev lukket i 1999, da historikere påviste, at flere fotografier viste sovjetiske sikkerhedspoliti og ikke tyske soldater. Den er nu revideret og opdateret og er samtidig blevet udvidet i omfang. »Udstillingen er dobbelt så stor som den tidligere, men der er ingen forandringer i dens udgangspunkt og i dens argumentation«, sagde organisatoren og initiativtageren til udstillingen, tobaks-magnaten Jan Philipp Reemtsma, i forbindelse med åbningen onsdag. Han tilføjede, at »vi taler om forbrydelser, som fandt sted, og om en hær, som vidste, hvad den gjorde.«
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























