Rekordstor razzia mod børnepornografi

Lyt til artiklen

Politifolk over hele verden anholdt i går flere end 130 personer under den hidtil mest omfattende internationale aktion mod børnepornografi. Storbritanniens kriminalpoliti, der koordinerede razziaen, siger, at der var tale om verdens mest omfattende politisamarbejde nogensinde. Politifolk fra 20 lande - fra Asien til Europa - deltog i 'Operation Landmark', en ti måneder lang efterforskning for at finde frem til internetbrugere, der klikkede sig ind på og byttede børnepornografiske billeder. Internationalt Ud over Storbritannien deltog følgende lande i samarbejdet: Australien, Belgien, Canada, Frankrig, Holland, Israel, Italien, Japan, Nordkorea, New Zealand, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige, Sydkorea, Taiwan, Tyrkiet, Tyskland og USA. Britisk politi overvågede brugerne af mere end 30 nyhedstjenester, der bragte børnepornografi på internettet, efter at internetudbyderen Demon Internet havde givet myndighederne adgang til sine servere. »Det britiske kriminalpoliti har her til morgen koordineret 130 anholdelser og ransagningskendelser over hele verden«, hed det i en pressemeddelelse fra politiet i går. Politiet gav ingen detaljer om billedernes art eller de afbildede børns alder og baggrund. Der var heller ikke uddybende oplysninger om de anholdte personer. Britisk politi afviser dog, at der var danskere blandt dem. »Vi kan dokumentere, at de personer, der gik ind på nyhedsgrupper, som bragte billeder med et pædofilt indhold, gjorde det jævnligt og med bestemte formål«, siger kriminalinspektør Peter Spindler fra det britiske politi. Billeder De første resultater af efterforskningen blev sendt til politiet i en række lande verden over, og den internationale aktion blev efterfølgende koordineret under møder i Interpols hovedkvarter i Lyon i Frankrig. Politiet fandt tusindvis af nye billeder af overgreb på børn og konstaterede, at over 10.000 personer havde besøgt de overvågede internetadresser i løbet af to uger. Antallet af mistænkte blev kogt ned til 440 personer, som havde besøgt stederne mere end ti gange. Politiet forklarede dog, at listen også måtte forkortes, fordi mange af de mistænkte havde logget sig ind under falske navne, eksempelvis 'Mickey Mouse'. »De, der misbruger internettet, har lært af politiets succes i andre sager for nylig, og de ved nu, hvordan de skal skjule deres virkelige identitet«, siger Peter Spindler. Nye metoder David Kerr, direktør for det britiske Internet Watch Foundation, som overvåger trafikken på internet, siger, at det er vanskeligt at afgøre, om man skal lægge mest vægt på internetbrugernes frihed eller behovet for politiefterforskninger. »Der tales i vores branche om, at vi bør udvikle metoder til at opspore personer, uden at disse metoder bliver tilgængelige for alle, så man kun kan opspore mennesker, når man har konkrete beviser på, at der er begået en forbrydelse«, siger David Kerr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her