Sydafrika har verdens højeste frekvens af voldtægt og flere hiv-positive end noget andet land på kloden. Men når voldtægtsofrene henvender sig på offentlige hospitaler og beder om medicin, der kan kvæle hiv-infektionen i opløbet, møder de kun fortvivlede, tomhændede læger. Derfor tilbød forsikringsselskaber i denne uge sydafrikanerne en særlig voldtægtsforsikring. For et beløb svarende til 13 kroner om måneden får voldtagne 28 dages behandling med aids-medicin, der nedsætter risikoen for en hiv-infektion. Målrettet folk uden sygeforsikring Forsikringen er målrettet til de millioner af sydafrikanere, der ikke har en sygeforsikring og er henvist til offentlige hospitaler. Hospitalerne har ingen aids-medicin, fordi den er dyr, men også fordi Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, offentligt har betvivlet sammenhængen mellem hiv og aids. Senest har præsidenten i landets parlament kaldt aids-medicinen »giftig«. Mbeki har også i månedsvis - og mod bedrevidende - forsøgt at bilde sydafrikanerne ind, at trafikulykker og drab tog livet af flere end aids. Det er nu endeligt modbevist af landets medicinske forskningsråd. »Siden regeringen ikke er parat til at tilbyde medicinen, bliver erhvervslivet nødt til at træde til«, siger Audrey Potter, talskvinde for konsulentfirmaet Lifesense, der designede voldtægtspolicen. Penge til aids-hjælp Privatiseringen af omsorgen for voldtagne rækker videre: En del af pengene fra forsikringspræmierne sendes tilbage til de hjørner af Sydafrika, hvor folk lider hårdest under aids-epidemien. Renoveringen af fem særlige retssale for voldtægtssager er betalt med en del af overskuddet fra de forsikringer, der i et par år har været tilbudt de mere velbjærgede som tillæg til deres ordinære sygeforsikringer. I voldtægtsdomstolene kan børn fortælle om seksuelle overgreb uden at skulle møde gerningsmanden. Børnene sidder i et separat lokale, hvorfra deres vidneudsagn sendes via internt tv til retssalen. Lifesense formidler også et program, hvor en del af forsikringspengene går til at sikre voldtagne børn medicin mod hiv-infektioner. Spædbarn blev offer Lanceringen af den nye forsikring falder sammen med, at Sydafrika rystes af en særligt vanvittig massevoldtægt af en ni måneder gammel pige. Seks mænd er tiltalt. Voldtægt i Sydafrika foregår oftest i familien eller i andre sammenhænge, hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Men de seneste år er voldtægt på børn steget markant, fordi hiv-smittede ifølge folkelige myter kan blive kureret ved at have samleje med en jomfru. »Voldtægt af jomfruer er helt ude af kontrol. Ikke fordi gerningsmændene er onde mennesker, men fordi de ikke kan få nogen behandling mod hiv«, siger Charlene Smith, en af Sydafrikas bedst kendte journalister. Da hun selv blev voldtaget for to år siden, måtte hun råbe sig igennem flere private skadestuer for at få medicin mod hiv. Siden råbte hun endnu højere i landets medier, hvilket blandt andet satte Lifesense i gang med at udvikle voldtægtsforsikringen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























