FNs klimaaftale hænger på Rusland

Rio, Kyoto, Bonn, Haag. og nu Marrakech. Fra i dag, mandag, mødes verdens nationer igen for at opstille regler for, hvordan mennesket skal håndtere truslerne om et markant ændret klima på 'den blå planet', Jorden. En uforudsigelig russisk regering medbringer nøglerne til den klimaaftale, der fra i dag og knap to uger frem skal forhandles i den smukke og gamle marokkanske stad Marrakech. Hvis Rusland låser sig inde med ublu krav, så får embedsmænd og miljøministre fra op mod 180 lande et par svære uger i Marrakech. Drivhusgasserne Efter fredag den 9. november vil det stå klart, om verden efter mange år med løfter kan se frem til kontante indgreb mod de drivhusgasser, der allerede bærer en del af skylden for, at Jordens oceaner og atmosfære er blevet varmere. I løbet af den seneste uge har værtslandets Kong Mohammed V personligt deltaget i forberedelserne af det prestigefyldte møde. Forspillet til det 7. møde under FNs klimakonvention (COP7) har varet siden Verdenstopmødet i Rio for ni år siden. Det begyndte i Rio Klimakonventionen blev bragt til verden i Rio i 1992 med støtte fra 186 nationer - herunder USA under præsident George Bush senior - ledsaget af et frivilligt løfte fra den rigeste del af verden om, at de vil stabilisere deres udslip af CO2 fra kraftværker, industri og transport i år 2000. Det er lykkedes for nogle lande - parallelt med, at 1990erne sandsynligvis blev det varmeste årti i 1.000 år. Det 3. møde i klimakonventionen (COP3) blev skelsættende. I den gamle japanske hovedstad Kyoto blev der i december 1997 indgået en aftale om, at de rigeste lande skal reducerederes udslip af seks drivhusgasser med 5,2 procent fra 1990 til 2008-12. EU skal skære otte procent, USA syv og Japan seks. Siden har de mange nationer under FN forsøgt at definere, hvad der egentlig var, de var blevet enige om ud på de små timer i Kyoto. USA´s nye præsident George W. Bush har undsagt processen, der efter hans mening vil skade USA´s økonomi. EU holder fast Derimod holder EU med maksimal styrke fast ved klimaaftalen. Miljøsagen har fået opbakning fra stats- og regeringschefer og har med klimaaftalen i Bonn denne sommer styrket EU´s undenrigspolitiske selvsikkerhed efter mange fiaskoer. Mødet i Bonn viste, at EU sammen med resten af verden kan lave aftaler uden USA. FNs klimaaftale fra Kyoto mangler imidlertid den sidste politisk og teknisk finpudsning, inden den kan blive bindende. Det er denne polering, der skal ske i Marokko. EU´s topforhandler, den belgiske minister Olivier Deleuze, advarede for leden om, at hvis enkelte lande forsøger at genforhandle nøglelementer, så er der fare for et totalt sammenbrud. »En aftale er en aftale. Vi vil ikke genforhandle«, sagde Olivier Deleuze ifølge Reuters. Det belgiske EU-formandskab har været i kontakt med personer, der har bragt diverse emner på bane. »Disse emner er bomber. Enhver, der beslutter at sende den slags afsted, må være klar over, hvad der kan ske. Der er mange veje til at gøre Marrakesh-konferencen til en fiasko«, pointerede Deleuze og fastslog, at Bonn-aftalen undtager udviklingslandene fra miljømål i 2008-12, tillader blandt andre Japan at lagre en del CO2 i skov/landbrug og begrænser brugen af atomkraft som middel til at høste CO2-reduktioner. Japan blokerede ikke Det store spørgsmål op til Bonn-mødet i sommer var, om USA - verdens største økonomi og verdens største CO2-udleder - ville blokere klimaaftalen. Det skete ikke. Før terrorangrebet den 11. september havde USA bestilt 120 hotelværelser i Marrakech, men de seneste meldinger går på, at USA stiller med en beskeden delegation på omkring 30 personer. Det matcher antallet af danske embedsmænd i Marokko. Forventningen fra EU er, at USA igen vil spille en tilbagetrukket rolle, og at Japan - verdens næststørste økonomi - spiller positivt med. En af de vigtige opgaver i Marrakech bliver at gøre klimaprotokollens 'straffelov' mere præcis. En anden bliver at gøre det klart for ulandene, at de rige lande (minus USA og Australien) mener det alvorligt, når de i Bonn lovede støtte på godt tre milliarder kroner per år fra 2005. Og der skal sættes afsendere på beløbene. Samtidig skal Rusland håndteres, for talgymnastikken bag en godkendt aftale gør både Rusland og Japan uomgængelige. For at Kyotoaftalen kan træde i kraft, skal 55 lande godkende den. I den gruppe lande skal 55 procent af ilandenes CO2-udslip være repræsenteret. Indtil videre har 40 lande ratificeret - heraf kun Rumænien fra den 'rige' del af verden. Handler mere om økonomi I Bonn kom der modstridende signaler fra den russiske delegation, og siden har meldingerne ikke været mere klare. Russerne forsøger tilsyneladende at presse citronen til det yderste. Klimaaftalen handler i bund og grund lige så meget - hvis ikke mere - om økonomi end om miljø. Rusland vokser i disse år som olie- og naturgaseksportør og har sammen med USA en interesse i, at brugen af de fossile brændsler strækker sig mange år fremover. Omvendt kan Rusland via Kyotoaftalen også blive den store vinder, fordi landet har nedbragt sine CO2-udslip og derfor kan sælge ud af dem på et kommende globalt marked for CO2-certifikater. Michael Cutajar, FNs topembedsmand på klima, håber, at Kyotoaftalen kan være ratificeret op til Verdenstopmødet i Johannesburg i september 2002. Dermed kan aftalen træde i kraft inden udgangen af næste år. Cutajar forudsiger, at Rusland vil ratificere efter hårde forhandlinger i Marrakech. Hans pointe er, at Rusland opnår milliardgevinster med en Kyotoaftale - og et stort rundt nul uden. 1.000 dollar-spørgsmålet er, om Ruslands præsident Vladimir Putin og USA´s præsident Bush sammen vil det anderledes, eller om EU og Rusland kan finde en fælles forståelse i forlængelse af det energisamarbejde, der er etableret.