Nødhjælp fra luften til afghanere på flugt

Lyt til artiklen

Flere tusinde indbyggere i Afghanistans hovedstad Kabul tog mandag morgen flugten så snart nattens udgangsforbud blev ophævet. To amerikanske transportfly af typen C-17 kastede tidligt mandag morgen nødforsyninger ned over Afghanistan til de omkring 37.500, der menes at være fordrevet fra deres hjem efter de amerikanske angreb. »Dette er blot den første del af præsidentens løfte om 320 millioner dollar (2,6 milliarder kroner) i hjælp til det afghanske folk«, sagde USAs forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nødforsyningsoperationen blev gennemført omkring klokken 06.00 lokal tid (03.30 dansk tid) for at hjælpe de mange, der ventes at flygte. Tre bombebølger Tre gange i løbet af natten rystede en bølge af bombardementer byen. Frygten fik mange lokale til at sætte kursen mod nabolandet Pakistan eller mere afsidesliggende egne af Afghanistan. Ved en busholdeplads i hovedstaden Kabul stod mænd og kvinder, ældre og yngre. Flere kiggede sig nervøst omkring, som om de forsøgte at forudse, hvor den næste amerikanske bombe ville falde. »Vi tager af sted, fordi vi ikke længere er sikre her. Takket være Amerika«, sagde en ældre, handicappet mand til det britiske nyhedsbureau Reuters . Lokal kritik Som mange andre i Kabul var han stærkt kritisk over for det amerikanske angreb. »Se på dette lille barn. Kan hun mon tåle at høre på den amerikanske regerings gave til os«, fortsatte han og pegede på en lille pige. Den ældre mand blev straks bakket op af andre. »Fortæl amerikanerne, at vi har oplevet nok lidelse og ødelæggelse som følge af tidligere krige, og at de burde spare os«, sagde en anden. Lukkede grænser I øjeblikket er alle grænser til Afghanistan blevet lukket, trods FNs appeller om at åbne dem for flygtninge i henhold til folkeretten. En vurdering går på, at i værste fald en million flygtninge om nogle dage vil nå frem til Pakistans grænse. I forvejen huser Pakistan op mod to millioner afghanske flygtninge i Peshawar og andre byer. »I øjeblikket vil vi være i stand til at give basale fødevarer og ly til titusinder af flygtninge«, siger Peter Kessler, talsmand for FNs højkommissariat for flygtninge (UNHCR). Pakistans myndigheder har på forhånd krævet, at enhver ny flygtningelejr af sikkerhedshensyn oprettes i det umiddelbare grænseområde. Det drejer sig om et bjergområde, der har været udsat for tre års tørke, og som regnes for så ekstremt lovløst og ugæstfrit, at nødhjælpsarbejdere ikke kan overnatte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her