Usbekerne frygter Talebans hævn

For den menige usbeker varsler de 1.000 amerikanske soldater, som landede i Usbekistan fredag nat, intet godt. Her vejer den amerikanske forsvarsminister Rumsfelds løfter om »et tættere, længerevarende forhold mellem vore lande« ikke meget i forhold til Talebans trusler om en Jihad mod Usbekistan, hvis landet hjælper USA. »USA benytter vore baser, får vor efterretningsinformation, bomber og tager hjem. Taleban vil aldrig tilgive os - missilerne vil snart regne ned over Tasjkent«, siger Dildora, en 27-årig skolelærer. »Usbekistan, som knapt kan brødføde sig selv, vil nu blive oversvømmet af flygtninge - og hvem ved, hvor mange Talebanterrorister vil være iblandt dem?«, tilføjer hendes søster Galima. De omkringstående på Tasjkents hovedstrøg nikker samtykkende. Et par politibetjente nærmer sig, og den lille gruppe spredes hurtigt. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i Tasjkent er »USA nu i færd med at gøre Usbekistan til en nøgleallieret, og man ignorerer med fuldt overlæg landets dybt kritisable overgreb mod menneskerettighederne«. Opposition forbudt Præsident Karimovs 11-årige regime er det mest antidemokratiske i det tidligere Sovjetunionen; opposition accepteres simpelthen ikke, og tortur er udbredt. En af Rumsfelds rådgivere erkendte da også over for Politiken fredag, at »lige nu bekymrer vi os ikke om menneskerettigheder - stabilitet er vor topprioritet, og Usbekistan kan levere dette. Det er måske nok lidt kynisk, men sådan er krig«. Guerillabevægelsen Usbekistans Muslimske Bevægelse (IMU), som har tætte forbindelser til den terrormistænkte Osama bin Ladens al-Queda-netværk, udførte i 1999 et bombeattentat på den usbekiske præsident Karimov. Præsidenten overlevede, men 16 mennesker mistede livet. Men ifølge menneskerettighedsorganisationer overspiller Karimov helt bevidst truslen fra IMU med det formål at holde enhver opposition nede: Reelt har IMU kun 1.000 medlemmer, men mere end 8.000 sidder fængslet for såkaldte religionsforbrydelser. Mange er blevet fængslet blot for at have langt skæg - ganske som det sker under Talebanstyret - eller for at have kaldt til muslimsk bøn uden tilladelse. Ufrihed ignoreres Ifølge Josh Machleader, en amerikansk medieekspert, som har arbejdet i Usbekistan i tre år, »er der ingen frie nyhedsmedier i landet«. Præsident Karimovs ord under pressekonferencen fredag om, »at vi kun tillader humanitære operationer fra usbekisk territorium (såkaldte search and rescue-enheder, red.)«, blev således vist igen og igen på usbekisk tv og var lørdag på forsiden af alle aviser. Men hans svar på spørgsmålet om amerikanske bombetogter fra usbekisk territorium - »vi er ikke helt klar til det« - var øjensynligt kun beregnet for et vestligt publikum, og er ikke at finde i de usbekiske medier. Til at overtale Amerikanske embedsmænd i Tasjkent fortæller Politiken, at Karimov utvivlsomt snart kan overtales. Usbekistan har Centralasiens største militære lufthavne - som også blev brugt ved den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 - i Kharshi og Termez, på grænsen til Afghanistan. Ufriheden blev illustreret, da CNN - med Politiken i hælene - interviewede en ældre dame, Lilija, om de amerikanske soldaters ankomst. »Præsident Karimov og Bush er kloge mænd, jeg er overbevist om, at de vil løse problemerne«, svarede hun, tydeligvis ilde berørt. CNN brugte senere klippet i sin reportage om Rumsfelds besøg. Men da CNN fortsatte i sin jagt på lokal kolorit, sagde Lilija undrende til de øvrige ved busstoppestedet: »Hvad regnede de med, at jeg ville sige til et tændt kamera?«.