Terrorangreb rammer hårdest i de fattige lande

Lyt til artiklen

Verdens fattigste kommer til at betale en høj pris for terrorangrebet på USA 11. september. Både i den rige og den fattige del af verden har angrebet forstærket den i forvejen nedadgående økonomiske tendens. Verdensbanken forudser derfor, at yderligere mellem 20.000 og 40.000 børn under fem år næste år vil dø af sult, underernæring og sygdomme på grund af det forstærkede fald i udviklingslandenes økonomi oven på 11. september. Desuden vil så mange som 10 millioner mennesker dumpe ned under den internationale fattigdomsgrænse, hvilket betyder, at de vil have mindre end en dollar om dagen at leve for. Usynlige tab »Vi har set de menneskelige tab efter angrebene i USA, hvor mennesker fra over 80 nationer omkom i New York, Washington og Pennsylvania. Men der er andre menneskelige tab, som er stort set usynlige, og som kommer til at mærkes i alle udviklingslande - især i Afrika«, siger Verdensbankens præsident, James D. Wolfensohn. Han tilføjer: »Disse tal er udelukkende baseret på faldet i indtægter. Men oven i det vil mange blive kastet ud i fattigdom, hvis de rige landes strategier for bistand afbrydes«. Forstærker tendens Terrorangrebet har forstærket en i forvejen faldende tendens. Før 11. september regnede Verdensbanken med et fald i udviklingslandenes økonomiske vækst fra 5,5 procent i 2000 til 2,9 procent i 2001 som følge af opbremsningen i USA, Japan og Europa. I 2002 var det så forventningen, at økonomien ville rejse sig med en vækst på 4,3 procent. Men nu advarer Verdensbanken om, at væksten kan ende med at blive meget mindre, i værste fald under 0,5-0,75 procent. Allerede nu er verdenshandlen tydeligt påvirket af de seneste ugers udvikling. Højere priser på forsikringer og forsinkelser i toldbehandlingen på grund af øgede sikkerhedsforanstaltninger er med til at øge omkostningerne. For eksempel har de store rederier øget fragtprisen til Indien med 10 til 15 procent. Turistbranchen ramt En af de hårdest ramte brancher er turistbranchen, som er en af de vigtigste indtægtskilder for mange fattige lande. I Caribien er 65 procent af alle reservationer blevet aflyst som en umiddelbar følge af terrorangrebet. Og i Mellemøsten forventes et stort fald i turistindtægterne hen over vinteren. Også OECD, den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, forudser, at de fattigste lande vil blive påvirket negativt, når de rige landes forbrugere og investorer forholder sig afventende. »Terrorbekæmpelsen, der kan komme til at omfatte begrænsninger for handel og kapitalstrømme, vil ikke kun skade de industrialiserede, men også de mere tilbagestående lande«, siger OECD's cheføkonom, Ignazio Visco. Verdensbanken peger på flere tiltag, som kan være med til at reducere nedgangen i verdensøkonomien. Blandt andet bør de rige lande arbejde hårdere på at fjerne handelshindringer for at øge samhandlen med de fattige lande. Samtidig er der et større behov end nogensinde for, at de industrialiserede lande øger udviklingsbistanden, så den kommer op i nærheden af målene - ikke mindst i lyset af at den private kapitaltilførsel til de fattige lande er drastisk faldende. I gennemsnit giver OECD-landene kun 0,22 procent af deres bruttonationalprodukt i udviklingsbistand. Målet, som er aftalt af det internationale samfund, er 0,7 procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her