USA-styrker opererer på afghansk område

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Små grupper af amerikanske og britiske specialstyrker er inde på afghansk jord. Det bekræftede det amerikanske forsvarsministerium lørdag. En arabisk tv-station hævdede, at tre amerikanske soldater og to afghanske hjælpere var blevet fanget af Talebanstyrker i det vestlige Afghanistan nær grænsen til Iran. Det afviste både USA og Taleban lørdag aften. Specialstyrkerne har været inde i Afghanistan i op til to uger. Deres opgave er ikke at fange den terrormistænkte Osama bin Laden, men at samle oplysninger om Talebans placeringer, lejre og landsætningssteder for større aktioner fra luften. Der er ikke meldt om amerikanske tropper i Pakistan, så opklaringsenhederne opererer efter alt at dømme ud fra Taleban-modstandernes områder i det nordlige Afghanistan. Splittelse Samtidig tyder rapporter her i Pakistan på, at Taleban er udsat for voksende pres i Afghanistan. Ikke alene er bevægelsen splittet mellem høgene med lederen mullah Mohammad Omar i spidsen, som beskytter Osama bin Laden og hans gruppe på 4.000-5.000 militante arabere, og en moderat fløj, som ikke vil risikere livet for den militante saudiaraber. Der er også voksende opposition mod Taleban blandt befolkningen. I flere provinser har lokale stammeråd krævet, at Talebanstyrker fordriver arabiske familier, som ikke er afghanere. 50 arabiske familier skal allerede være blevet fordrevet fra Sarobi-distriktet. Afghanerne frygter, at araberne vil blive mål for amerikanske angreb. Derfor skal de forlade byer og landsbyer. I provinser i det sydøstlige Afghanistan rapporteres om demonstrationer mod Taleban og Osama bin Laden. Afghanske stammeledere i eksil holder møder i den pakistanske by Quetta, 30 kilometer fra grænsen til Afghanistan. Her diskuterer de blandt andet, om den afsatte afghanske konge Zahir Shah kan komme tilbage til magten. Ekskongens støtter »Zahir Shah er som en far for os«, siger en leder fra pasthun-stammen til en lokale pakistansk avis. Pasthunerne er den største af Afghanistans stammer, og medlemmerne lever på begge siden af den afghansk-pakistanske grænse. Ekskongen er selv pasthun. På den anden side er hovedkernen i Talebanbevægelsen også pasthuner. Men her i Quetta er der støtte til ekskongen: »Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forsvare ham, hvis han kommer tilbage og skaber fred i Afghanistan og befrier os for Kharjianerne (en betegnelse for Osama bin Laden og hans arabiske hellige krigere)«, siger en anden pasthunleder. Der er flere meldinger om, at ekskongen har støtte blandt pasthunere i det sydøstlige og østlige Afghanistan, hvor stammeledere er begyndt at støtte Talebanmodstandere. »Et oprør i det såkaldte pasthunbæltet i de sydlige og østlige provinser kan være yderst skadeligt for Taleban. Det er derfra, de fleste talebansoldater kommer, og et sådant oprør kan sprede sig ind i Talebanstyrets rækker«, vurderer en Afghanistanekspert i Peshawar i det vestlige Pakistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her