Tilhængere kræver hævn for Masoods død

Lyt til artiklen

Den afghanske oppositionsleder, Ahmad Shah Masood, blev søndag begravet nær sin hjemlandsby, Jangalak. Allerede fra morgenstunden samledes store grupper af sørgende tilhængere i landsbyen, og på stort set alle biler i området hang billeder af den afdøde oppositionsleder. Fotografierne bar teksten: 'Helten Masood, du er enhver afghaners stolthed. Din død har knust vores hjerter. Vi vil følge din vej'. Masood blev sidste weekend udsat for et bombeattentat af to marokkanere, der udgav sig for at være journalister. Den 48-årige guerillaleder døde lørdag af sine kvæstelser. Masoods 13-årige søn, Ahmad, trådte frem i menneskemængden, og omgivet af grædende mænd sagde han, at han ville sørge for sit lands selvstændighed. Talebans skyld Den afsatte afghanske præsident, Burhanuddin Rabbani, gav Taleban-styret og dets sympatisører i Pakistan skylden for Masoods død. »Taleban bliver kontrolleret af Osama bin Laden og Pakistan. Den slags mennesker bliver udryddet, hvis Gud vil det«, erklærede han. Tusindvis af mennesker fulgte kisten med "Løven fra Panshir", som Masood blev kaldt, ned gennem Panshir-dalen, som de sidste 20 år takket være Masood har formået at holde stand mod først sovjetiske tropper og siden Taleban-styret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her