Politiken onsdag: Præsident Jacques Chirac kan drage et lettelsens suk. Den undersøgelsesdommer, der vovede at indkalde ham til forhør i en korruptionssag, er blevet sat fra bestillingen. En appelret har fastslået, at undersøgelsesdommeren har begået procedurefejl. Det betyder, at vidneudsagn, der ellers belastede Chirac i alvorlig grad, er erklæret ugyldige. Sagen drejer sig om den korruption, der fandt sted mens Jacques Chirac var overborgmester i Paris. Entreprenørfirmaer fik store ordrer af kommunen og kvitterede med at hælde penge i partikassen hos RPR, Chiracs parti. Så var der tanket op til næste valgkamp. Intet kronvidne Den nu afsatte undersøgelsesdommer Eric Halphen mente, at der var gode grunde til at tro, at Chirac enten var ophavsmand til eller medvidende om den omfattende bestikkelse. Det var på den baggrund, Halphen ville have indkaldt præsidenten til afhøring. Et krav, som blev afvist af Chirac - han henviste til sin immunitet som statsoverhoved. Eric Halphen havde arbejdet med sagen siden 1994. Men uden at finde fældende beviser. Derfor blev sagen henlagt i 1999. Men året efter åbnede Halphen sagen igen: Han var nemlig kommet i besiddelse af et videobånd, hvor en af sagens hovedpersoner i detaljer skildrede, hvordan korruptionen gik for sig. Og at Chirac vidste god besked om ulovlighederne. Videobåndet, der vakte stor opsigt, var indspillet kort inden dette hovedvidne døde. I dag er det ugyldigt, rent juridisk set. Appelretten erklærer, at undersøgelsesdommer Halphen overtrådte spillereglerne ved at tage sagen op igen, skønt den formelt var erklæret død. Man hæfter sig også ved, at det dengang ikke skortede på advarsler fra Halphens overordnede, der fandt, at han ikke havde juraen i orden. Sagen er nu overdraget til en anden undersøgelsesdommer, der allerede beskæftiger sig med en anden Chirac-affære: De dyre ferierejser, der konsekvent blev betalt kontant med store sedler. Mistanken er, at disse penge kan have en vis forbindelse med korruptionen omkring rådhuset i Paris. Teoretisk har den nye undersøgelsesdommer mulighed for at bore videre i den sag, som hans underkendte kollega i går blev frataget. Men allehånde juridiske problemer vil da tårne sig op for ham. For slet ikke at tale om visse politiske overvejelser. Chiracs partifæller jubler over appelrettens kendelse. De mener, at en alt for emsig undersøgelsesdommer er blevet sat grundigt på plads. Og at dét bør tjene som en advarsel til alle andre, der »prøver at svine et menneske til« ud fra politiske og mediemæssige interesser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har sammenlignet løberne omkring Søerne med en hel intensivafdeling
Lyt til artiklenLæst op af Thomas Bredsdorff
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen




























