Israel-opgør i Sydafrika

Politiken lørdag: Mens FNs racismekonference i går åbnede i Sydafrika, demonstrerede 10.000 mennesker i Durbans gader mod Israels behandling af landets palæstinensere. Plakaterne sammenlignede forholdene med undertrykkelsen under værtslandets tidligere racistiske styre: 'Israel er en apartheid-stat'. Arabiske diplomater har før konferencen fået skrevet næsten tilsvarende formuleringer ind i kladden til det slutdokument, som man i går begyndte at finpudse i konferencecentret. Israel og USA har protesteret ved at holde deres udenrigsministre hjemme og blot sende embedsmænd til Durban. Andre deltagere har beklaget, at emnet har fået lov at dominere forberedelserne til konferencen, når verden er fuld af racisme i alle forklædninger. Men FNs generalsekretær, Kofi Annan, forsvarede i sin åbningstale, at emnet er på dagsordenen. Han sagde, at Israel ikke kan bruge Hitlers overgreb på jøder under Anden Verdenskrig som undskyldning for ikke at ville diskutere landets behandling af palæstinensere. »Vi kan ikke forvente, at palæstinenserne på grund af det (holocaust) skal acceptere, at besættelse, blokader og henrettelser uden rettergang ignoreres«, sagde Annan. Sydafrikas overrabbiner, Cyril Harris, frygter, at demonstrationer som gårsdagens kan give Sydafrikas jøder problemer. »Antisemitisme lurer nu på grund af det nonsens, der foregår i Durban«, siger Cyril Harris til Politiken. »Jøder har altid haft et godt forhold til muslimer i Sydafrika. Men på grund af al det ståhej, der lige nu foregår blandt muslimerne, er det meget tænkeligt, at dette forhold nu vil smuldre, og at vi bagefter står tilbage med stumperne«. Mange fremtrædende jøder deltog i kampen mod apartheid. Men efter Nelson Mandelas løsladelse i 1990 har det sorte flertal kunnet tale for sig selv, hvilket ofte har overflødiggjort de liberale hvides stemme. Cyril Harris har ved flere lejligheder sagt, at jøder har »holdt sig selv i spændetrøje« og ikke fundet en måde at forholde sig til det ny Sydafrika. Selv om det jødiske samfund i dag finansierer en del udviklingsprojekter, er det stadig tilfældet, siger overrabineren: »Vi har brug for at udvikle en sydafrikansk identitet, hvor alle - uden at opgive deres egen kultur - giver noget til fællesskabet. Og det er vi stadigt langt fra«. To af det jødiske samfunds markante markeringer for nylig har været et nyt holocaust-center og jødisk museum, hvis største udstilling fremhæver kendte jøders indsats for Sydafrika. Det generer Harris: »Jeg synes, det er i orden at nævne det. Men jeg er imod den måde, det er fremhævet«, siger han. Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, beskrev i sin åbningstale en verden, der er splittet mellem rige hvide og fattige sorte. Der er på forhånd lagt op til, at konferencen vil placere en stor del af ansvaret for racismen i netop denne modsætning. Det kan på langt sigt bringe grupper som Sydafriks jøder i farezonen, hvis ikke de finder nye måder at bidrage til samfundet. Selv de mest liberale hvide protesterede jo gerne mod apartheid med base i de gode stillinger og store villaer, som de var sikret under den selvsamme forgyldning af hvide, som de selv bekæmpede. Det er der ikke siden lavet meget om på.