Politiken søndag: Hvis Cumbre Vieja-vulkanen på Kanarieøerne kommer i udbrud, kan det medføre en af de værste naturkatastrofer nogensinde, siger britiske og amerikanske videnskabsmænd. Ved udbruddet vil et klippestykke med et omfang svarende til det dobbelte af Bornholm glide ned ad den ustabile, vestlige side af bjerget med en fart på over 320 km/t. Herfra vil det bevæge sig godt 65 km hen over havbunden og dermed udløse den største tsunami - kæmpebølge - nogensinde. Enorme bølger vil skylle ind over havne og floder, knuse kraftværker og boreplatforme og oversvømme alle lavtliggende områder. Blandt andet Nordvestafrika, Spanien, Portugal, Storbritannien og Kanarieøerne vil blive ramt af kolossale ødelæggelser. Allerværst ser det ud på den vestlige del af Atlanterhavet. Bølger på op mod 60 meters højde - halvanden gang så høje som Rundetårn - vil med ekstrem høj fart hamre ind over kysterne fra Canada til Brasilien, feje op til 15 kilometer af kystområdet væk og forårsage ødelæggelser for tusindvis af milliarder af kroner. Når almindelige bølger skabes af vinden, er det kun de øverste meter af havoverfladen, der påvirkes. En kæmpebølge trækker derimod hele vandfladen fra top til bund med sig og skaber en dominoeffekt af bølger, der bevæger sig stadig hurtigere, efterhånden som vandet bliver dybere. Fart som et jetfly Kæmpebølger krydser typisk det dybe hav med en fart på op til 800 km/t - nogenlunde samme fart som et stort rutefly. Herefter taber de fart, men bliver til meget store vandmasser, når de rammer de flade kystområder. »Ofte flyder bygninger simpelthen væk. Olie- og benzintanke driver rundt og spreder brændende olie overalt«, fortæller Simon Day fra Geologisk Institut ved University College London. Simon Day skriver sammen med Steven Ward fra University of California i septemberudgaven af det geologiske tidsskrift Geophysical Research Letters om truslen fra Cumbre Vieja-vulkanen. De to forskere har regnet ud, at den enorme bølge på få sekunder vil udløse en mængde energi svarende til hele USAs energiforbrug på et halvt år. Det betyder, at 'mega-bølgen' vil blive langt kraftigere end nogen anden tidligere kendt bølge med dannelse af kolossale, knusende vandmængder, der vil vælte hen over de udsatte kyster. »Bølgen vil medføre et enormt pres på bygninger, der bogstaveligt talt bliver væltet«, beretter Simon Day. »Den første bølge, der rammer, udsletter den første række af boligblokke, skyller ruinerne væk og gør jorden helt flad. Den næste kan så frit rykke længere ind i landet. På en meget stor del af det oversvømmede område vil man opleve næsten total ødelæggelse«. I de seneste hundrede år er omkring 50.000 mennesker blevet skyllet væk af i alt 400 kæmpebølger, dannet af jordskælv i Stillehavsområdet. Det er forholdsvis sjældent, at jordskælv udløser en kæmpebølge. Geofysikere har dog fundet frem til elleve tilfælde af jordskred, der har udløst kæmpebølger gennem de seneste 200.000 år, blandt andet på Hawaii, Kap Verde og Kanarieøerne. Bølgerne opstår især i Stillehavet og har fået det japanske navn tsunami, der betyder havnebølge. Vulkanen revnede Efter et udbrud i 1949 opstod en skæbnesvanger revne i Cumbre Vieja- vulkanen. Revnen var det første tegn på, at der var en kæmpe brudlinie i bjergets basaltmasse, som ville kunne udvikle sig til et nyt jordskred. Geologer regner med, at udstrømning af lava i fremtiden vil varme dét vand op, der er indkapslet i klippen. Klippens masse vil fungere som låget på en trykkoger og forhindre vandet i at blive omdannet til damp. »En skønne dag vil trykket blive for stort«, fortæller Simon Day. Han og Steven Ward har anvendt et computerprogram for at måle, hvad der ville ske, hvis 500 kubikkilometer klippemateriale gled ned ad bjerget med en fart på hundrede meter i sekundet over en afstand på 15 kilometer. Beregningerne viste, at en enorm bølge ville brede sig fra øens vestkyst. De værste bølger ville ramme USAs kyster og ødelægge New York og lavtliggende byer i staten Florida, men computerberegningerne viste også, at kæmpebølgen ville påvirke langt de fleste områder langs Atlanterhavskysten. Efter en times tid vil de første bølger ramme Vestafrika, og efter tre timer vil bølger på op til 20 meters højde hamre mod de spanske og portugisiske kyster. Inden for seks timer vil en række af bølger på hen ved 14 meter vælte ind over Irland og Cornwall. Ni timer senere vil bølger i 50 meters højde blive skæbnesvangre for hele Floridas kyst. Videnskabsfolk vurderer, at vulkaneksperter vil få flere dages eller måske endda ugers varsel før det store kollaps. Advarselssystemerne vil også kunne spore kæmpebølgens færd tværs over havet. Vulkanen Cumbre Vieja går i udbrud med et tidsinterval på mellem 22 og 237 år. Det seneste udbrud var i 1971. Simon Day understreger, at ingen er i umiddelbar fare for at blive ramt af kæmpebølgen. »Hverken folk, der planlægger at tage til Kanarieøerne på ferie, eller øernes egne beboere skal gå i panik. Cumbre Vieja er ikke i udbrud, og på kort og mellemlang sigt er risikoen for en kæmpebølge minimal«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
tema
Troværdig #MeToo-roman leder tankerne hen på nu afdød redaktørs intenst benyttede sofa
Debatindlæg af Isabella Cortes Rudas, Freja Sif Fjeldberg Sørensen, Birk Skjalholt og Kamille Stenbæk
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























