En palæstinenser blev dræbt og 11 andre såret, da den israelske hær søndag morgen angreb hovedkontoret for palæstinensernes politistyrke i Gaza og bygninger tilhørende den palæstinensiske efterretningstjeneste. Det oplyser palæstinensiske kilder. Israelerne udførte angrebet med F-15 og F-16 kampfly. Kampvogne deltog også i angrebet og trængte cirka to kilometer ind i Gaza-striben i et område nær grænsen til Egypten. Israelerne angreb også palæstinensiske poster i Nablus på Vestbredden. Den dræbte var en palæstinensisk politimand. Israelernes angreb var et svar på drabet på tre israelske soldater natten til lørdag, hvor flere civile israelere også blev kvæstet. Palæstinensiske kilder sagde, at den israelske aktion søndag vil forværre situationen i området og gøre det endnu vanskeligere at standse de blodige uroligheder, der har kostet flere end 700 mennesker livet i de 11 måneder, palæstinenserne har gjort oprør mod israelske besættelsesstyrker i Gaza og på Vestbredden. Den israelske regering siger på sin side, at det er Yasser Arafat og hans folk i den palæstinensiske ledelse, der bærer skylden for den fortsatte uro.
En palæstinenser dræbt og flere såret under israelsk angreb
Lyt til artiklen