Britisk regering ventes at ophæve selvstyre i Nordirland

Lyt til artiklen

Den britiske regering ventes at suspendere regeringen i Nordirland, måske allerede torsdag, for at forhindre, at fredsprocessen bryder sammen. Den katolske irske undergrundshær IRA udsendte torsdag en erklæring, hvor den bekræfter et tidligere løfte om at lade sig afvæbne. Netop IRAs uvilje til at lade sig afvæbne - og på en måde, så det kan kontrolleres - har fået det største protestantiske parti til at trække sin støtte til selvstyre-regeringen tilbage. Hvis protestanterne ikke vil være med, er freden i fare. Alvoren i situationen blev understreget af, at premierminister Tony Blair onsdag tog et afbræk i sin ferie i Mexico og holdt telefoniske forhandlinger med sin irske kollega, Bertie Ahern. Hvis der ikke findes en løsning inden søndag, er Blair nødt til at suspendere regeringen og en række organer under selvstyret eller udskrive nyvalg. Begge muligheder er ikke særligt spiselige, fordi de vil undergrave grundlaget for den våbenhvile, der har været i kraft siden Langfredagsaftalen i 1998. I erklæringen fra IRA torsdag hedder det, at "vi kan bekræfte, at IRA-ledelsen er blevet enig med kommissionen om en plan, som fuldstændigt og verificerbart vil bringe våbnene ud af brug". Kommissionen, der henvises til, er en gruppe international eksperter, som skal sige god for, at afvæbningen finder sted. Nordirland er en provins i Storbritannien. Provinsen blev udskilt fra Irland ved delingen af øen i 1921. De katolske republikanere har aldrig villet anerkende delingen. Konflikten har de sidste 23 år kostet 3600 livet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her