Politiken torsdag: Den konservative regering i den tyske delstat Bayern bekæmper stædigt det såkaldte homoægteskab, der ellers 1. august indføres over hele Tyskland. Den vil - naturligvis sagt mere diplomatisk - ikke have den slags svineri. I Bayern er det derfor ikke - som i resten af Tyskland - de lokale giftefogeder (Standesamt), der skal registrere de nye homoseksuelle parforhold. Bøsser og lesbiske skal i stedet henvende sig til en af delstatens 499 notarer, der er advokater med ret til at bevidne private kontrakter. Både indenrigsminister Günther Beckstein og justitsminister Manfred Weiss begrunder ordningen med, at der skal være klar forskel på almindelige ægteskaber og registrerede parforhold. Den tyske grundlov beskytter udtrykkeligt den klassiske familie, og delstaten har også sammen med Thüringen og Sachsen anlagt sag mod loven om registrerede partnerskaber ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe. Bayern havde også anlagt sag i Karlsruhe for at få udskudt lovens ikrafttræden, men tabte for nogle dage siden med fynd og klem. »Begrundelsen var så klar, at de fleste jurister regner med, at Bayern også vil tabe selve sagen«, siger Günter Dworzek, der er bøssekonsulent i De Grønnes gruppe i Forbundsdagen. »Registrering hos en notar er ikke blot en klar forskelsbehandling, der underminerer sigtet med loven, men giver efter alt at dømme også juridiske problemer for de registrerede par. Det er nemlig tvivlsomt, om notarer - som München-regeringen hævder - er en integreret del af den offentlige forvaltning. Er de ikke det, er registreringen af parforholdet ikke gyldigt«. På grund af modstand fra den borgerlige opposition i CDU og CSU er registreringen af parforhold i Tyskland indført efter et juridisk maratonløb. »I Danmark besluttede man med undtagelse af adoptionsret blot at ligestille registrerede homoseksuelle par med almindelige ægteskaber«, siger Günter Dworzek. »Her måtte vi ændre alle de love, hvor familien var nævnt«. Efter 1. august findes der i EU ordninger med registrerede parforhold i Danmark, Sverige, Holland og Tyskland, mens Frankrig og nogle spanske regioner har lidt svagere bestemmelser. Uden for EU har Island og Norge også registrering af homoseksuelle parforhold.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























