Svær balancegang i Indonesien

Wahid, som er næsten blind, vil behandles i USA. Foto: AP
Wahid, som er næsten blind, vil behandles i USA. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Indonesiens nye præsident, Megawati Sukarnoputri, startede i går sin første arbejdsdag med at lade sin forgænger, Abdurrahman Wahid, blive siddende i præsidentpaladset. I stedet holdt hun møder med ministre og embedsmænd i sit gamle vicepræsidentkontor. Wahid blev i mandags fyret af parlamentet for uduelighed, og skønt han tilsyneladende har accepteret sin skæbne, har han endnu ikke villet forlade præsidentpaladset. Wahid har stadig opbakning fra millioner af muslimer i det kæmpemæssige og uroprægede ørige, og den nye præsidents største prioritet er tilsyneladende at sikre et roligt og ublodigt magtskifte. En af den nye præsidents medarbejdere sagde i går ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man »gradvist« ville forsøge at få Wahid ud af præsidentpaladset, efterhånden som tingene køler ned. Wahid mødtes i går med flere af sine tidligere ministre. Hovedstaden Jakarta har indtil nu været rolig, og heller ikke på den østlige del af øen Java, hvor Wahid har de fleste af sine støtter, har der været ballade. Magtskiftet bliver tilsyneladende hilst velkommen af hovedparten af landets over 200 millioner indbyggere, der havde mistet troen på, at den tidligere præsident Wahid kunne skabe den stabilisering af landet, som de fleste ønsker. Indonesien har været plaget af både løsrivelsesbevægelser og rivaliserende muslimske fraktioner og blev også hårdt ramt af den økonomiske krise, der plagede hele Asien i slutningen af 1990erne. Magtskifte hyldet Ud over at være verdens fjerde folkerigeste land er Indonesien verdens største muslimske stat. Indonesiske aviser hyldede i går magtskiftet. Således kaldte Jakarta Post det »Mega's Moment« med hentydning til den nye præsident Megawatis øgenavn. Men samtidig advarede Media Indonesia mod at gøre den tidligere præsident fuldkommen til grin. Også omverdenen reagerede positivt på omvæltningen, idet både den indonesiske valuta og kurserne på aktiemarkedet steg. Den nye præsident mødtes i går med flere topministre og embedsmænd og ventes at danne ny regering i løbet af få dage. Den skal sidde, indtil Wahids oprindelige periode udløber i 2004. En politisk iagtager på University of Indonesia, Maswadi Rauf, sluttede sig i går til de internationale iagtagere, der har udtrykt tvivl om, hvilken kurs den nye præsident vil slå ind på. Han er bange for, at hun vil se bort fra menneskerettigheder og korruption. »Det kan være, at Megawati vil negligere disse emner, fordi hendes skæbne er i hænderne på partierne og militæret«, sagde han til nyhedsbureauet Reuters.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her