En palæstinensisk leder, som var efterlyst af Israels sikkerhedsstyrker, blev i morges dræbt, da en bombe gik af i en offentlig telefonboks i byen Nablus på Vestbredden, som han benyttede. Den 29-årige Osama Jawabreh var medlem af den palæstinensiske leder Yassir Arafats Fatah-fraktion, som straks har beskyldt Israel for at stå bag drabet. To børn på fire og fem år blev såret ved eksplosionen. Ifølge Fatah har Israel målrettet myrdet 30 nøglefigurer i den palæstinensiske bevægelse, siden det palæstinensiske oprør mod det israelske styre i de besatte områder for alvor brød ud i september sidste år. Samtidig begav Israels premierminister Ariel Sharon sig i morges af sted til Storbritannien og USA i det håb, at han vil kunne overbevise de to landes ledere om at lægge pres på palæstinenserne for at få dem til at sætte en stopper for volden.
Palæstinensere beskylder Israel for drab på leder
Lyt til artiklen