Politiken lørdag: Slobodan Milosevic, den krigsforbrydersigtede jugoslaviske ekspræsident, kæmper i disse døgn en desperat kamp for at undgå at blive udleveret til Den Internationale Domstol i Haag. Han ved, at tiden er ved at løbe ud. Der skal noget helt specielt til for at undslippe lovens lange arm. Derfor tilbød hans advokater i går at stille ikke mindre end 250 millioner D-mark som kaution, hvis domstolen ville løslade ham fra den varetægt, han har siddet i siden 1. april. »Vi har tilbudt byretten i Beograd at stille en kaution på 250 millioner D-mark (ca. 950 millioner kroner), nemlig den samlede værdi af alle de ejendomme, som Serbiens Socialistiske Parti, SPS, ejer i landet«, sagde en af Milosevic' advokater, Zdenko Tomanovic. SPS, partiet som Milosevic stadig er formand for, overtog i 1989-90, da Jugoslavien begyndte at gå i opløsning, alle de ejendomme og værdier, som det daværende kommunistiske parti sad på. Det drejer sig om en mængde kontorejendomme, villaer, sportshaller, forsamlingshuse m.v. over hele landet. Den pragmatiske fløj i regeringskoalitionen DOS vandt sent torsdag aften det endelige slag, der har raset i måneder, om tilladelse til at udlevere sigtede statsborgere til Haag-domstolen. Bundet af FN Regeringskoalitionen vedtog at lave et dekret, der fastslår, at Jugoslavien som FN-medlem er bundet til at samarbejde med alle FNs organer, også domstolen i Haag, og at dette samarbejde også medfører, at man skal udlevere sigtede. Nøgleordet, der huggede den gordiske knude over, er 'overførsel'. »Vi er enige om ordlyden, at jugoslaviske statsborgere kan overføres til den retsinstans, som Haag er«, fortalte en af de deltagende i det hektiske møde torsdag aften, hvor bølgerne tilsyneladende gik højt. Næste fredag indledes i Bruxelles en international donorkonference, hvor deltagerne efter planen skal give en bistand til Jugoslavien på omkring en milliard dollar, knap ni milliarder kroner, foruden løfte om yderligere kreditter og lån fremover. USA har fastslået, at landet ikke deltager i konferencen uden en nagelfast garanti for, at Milosevic udleveres. Derfor har der været rygter om, at konferencen muligvis ville blive udsat. Det blev i går afvist af EUs udenrigskommissær Chris Patten. »Konferencen finder sted, og EU deltager«, sagde Pattens talsmand. EU har ikke direkte forlangt en udlevering som betingelse for at yde økonomisk hjælp, men blot i mere generelle vendinger krævet samarbejde med domstolen. »Indtil videre har vi ingen grund til at tro, at ikke også USA vil deltage«, lød det fra talsmanden i EU. Det er usikkerheden omkring konferencens succes, der har fået Beograd til at træffe den endelige beslutning om udlevering. For landets økonomiske krise truer med at køre direkte mod en total kollaps, siger nationalbankdirektør Mladen Dinkic. .
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Essay
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























