Israelske soldater skød og dræbte en 12-årig palæstinensisk dreng i Gaza-striben søndag, oplyste palæstinensiske hospitalskilder. Ali Abu Shaweesh blev dræbt i Khan Younis tæt på den jødiske bosættelse Neve Dekalim, hvor mindre sammenstød mellem stenkastere og soldater fandt sted dagen igennem søndag, Andre fire personer blev kvæstet, en alvorligt, oplyste myndighederne. Abu Shaweesh er den fjerde palæstinenser, der er blevet dræbt siden den seneste våbenhvile trådte i kraft onsdag. USA har mæglet mellem de stridende parter i et forsøg på at få bragt de godt otte måneder lange voldelige sammenstød til ophør. En israeler er også blevet dræbt siden i onsdags. Den israelske hær ønskede ikke at kommentere det seneste drab. Mindst 459 palæstinensere, 112 israelere og 13 israelske arabere er blevet dræbt siden det palæstinensiske oprør mod Israels besættelse opstod på Vestbredden og Gaza-striben, efter at fredsforhandlingerne gik i hårdknude.
Israelske soldater dræber palæstinensisk dreng
Lyt til artiklen