Mindst to skibe fra den britiske flåde er blevet trukket ud af NATO-øvelser. Årsagen er nedskæringer i flåden og stigende oliepriser, oplyser en rapport, der blev offentliggjort tirsdag. Ifølge avisen The Telegraph understreger tilbagetrækningen de økonomiske problemer, som flåden har. Avisen henviser blandt andet til et dokument, der er blevet lækket fra flåden, hvor konsekvenserne af nedskæringerne fremhæves som katastrofale. Dokumentet er udarbejdet af den øverste søofficer, admiral Sir Nigel Essenhigh. Han skrev dokumentet i november sidste år, da han var flådens budgetansvarlige. Her fremhæver han, at ikke udgiftsdækkede forøgelser i flådeaktiviteten vil have direkte negativ påvirkning på flådens præstationer efter nedskæringerne og de stigende oliepriser. Det britiske forsvarsministerium benægter dog, at nogen britiske skibe skulle være trukket ud af NATO-øvelser, fordi der ikke er råd til brændstof.
Royal Navy løber tør for brændstof
Lyt til artiklen