Politiken torsdag: Da Frankrigs tidligere udenrigsminister Roland Dumas blev stillet for retten anklaget for korruption, sagde han: »Jeg kan ikke holde den tanke ud, at jeg i min alder risikerer at blive vanæret«. I går blev den 78-årige Dumas vanæret. Han skal i fængsel i seks måneder og skal desuden betale en bøde på en million franc (1,13 millioner kroner). Da retssagen mod ham begyndte, var han præsident for forfatningsrådet og dermed nr. fem i statshierarkiet. Også hans tidligere elskerinde, den 53-årige Christine Deviers-Joncour, skal i fængsel. Men dermed er den vidtforgrenede korruptionsskandale omkring Elf- koncernen langtfra forbi. Nye anklager og nye retssager kan ventes. Den formodede hovedmand, Alfred Sirven, har truet med, at han kan »sprænge staten i luften tyve gange«, hvis han disker op med sin viden. Men foreløbig tier han. I går nægtede han at forlade sin undersøgelsesarrest for at høre dommen over sig. Den lyder på fire års fængsel. Da oliekoncernen Elf stadig var statens ejendom, blev der brugt milliarder på at smøre personer, som kunne fremme eller forpurre Elfs interesser. De var altid tæt forbundet med Frankrigs udenrigspolitiske interesser. Alfred Sirven, 74, var nummer to i Elf-koncernen. Han havde en finger med i alt. Da Elf ville 'bearbejde' den daværende udenrigsminister Roland Dumas, hyrede Sirven udenrigsministerens elskerinde som påvirkningsagent. Hvem kunne vel være nærmere på? Lejlighed til 17 millioner Elskerinden Christine Deviers-Joncour blev udstyret med 'kreditloft' - uden loft. En lejlighed på 320 kvadratmeter (17 millioner franc) var der også råd til. Efter udsøgte middage bad hun altid om regningen. Roland Dumas fastholder, at han for det første ikke var til fals, og at han for det andet ikke gjorde sig nærmere tanker om, hvordan elskerinden var kommet til sin velstand. En udenrigsminister har andet at tænke på. Dommeren bemærkede syrligt, at »Monsieur Dumas åbenbart var den eneste i Frankrig, der ikke undrede sig over Madame Deviers-Joncours rundhåndethed«. Da hun begyndte at få kvaler med anklagemyndigheden, skrev hun en bog, hvor hun beskyldte sin i mellemtiden forhenværende elsker for at have vidst god besked med, hvad hun foretog sig. Bogen med den fængende titel Republikkens hore blev en bestseller. Den gjorde livet tungt for Roland Dumas. Hans kolleger i forfatningsrådet tvang ham til at gå af. Den højt begavede Dumas erklærer, at han er offer for en intrige, formentlig spundet af politiske fjender. Og at hele sagen ikke er til at begribe, hvis ikke man ser den i sammenhæng med salget af seks franske fregatter til Taiwan i 1991. I fregataffæren rullede der ikke millioner, men milliarder i bestikkelsespenge. Så meget synes at stå fast. Og modtagerne var franskmænd, taiwanere og kinesere. Alfred Sirven, den tavse mand, menes at have navnene på dem alle. Men i retssagen mod Roland Dumas dukkede fregatterne kun akkurat op i horisonten. Loven om militære hemmeligheder afskar undersøgelsesdommerne fra at gå dybere ind i den sag. Alfred Sirven følte jorden brænde under sig i 1996. Han gemte sig godt af vejen i Filippinerne sammen med sin lokale veninde. Først i år lykkedes det fransk politi at opspore ham. Luften i retssalen i Paris knitrede, da han blev ført ind. Men Sirven mælede kun ganske få ord, der ikke rigtig kunne bruges til noget. Han skal have sagt til dommerne, at han ville være rede til at lukke op for posen, hvis han fik en mild dom i Dumas-affæren. Men en 74- årig mand mener næppe, at gårsdagens dom på fire års fængsel er en mild straf.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























