Korsika får eget sprog ind i skolerne

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Ifølge franske ordbøger er korsikansk en italiensk dialekt. For mange, men langtfra alle korsikanere, er det et fuldgyldigt sprog. Inden længe vil der blive undervist i korsikansk i Middelhavsøens børnehaveklasser og i hele underskolen. Børnene skal dog også lære fransk, eftersom Korsika er en del af den franske republik. I disse dage debatterer parlamentet i Paris et omstridt lovforslag, der vil give Korsika vidtstrakt selvstyre. Men for de mest radikale korsikanere er det kun en etape mod det endelige mål: Uafhængighed af Frankrig. Debatten har et dybt perspektiv. Nok drejer den sig om Korsikas status, men der er også et underliggende spørgsmål. Hvor meget vil og tør man pille ved den klassiske franske stat? Ingen anden stat i Europa er så stramt og centralt styret. Flere og flere politikere af forskellig farve erkender, at det er på tide at give regionerne mere selvstyre. Dels for at vise større respekt for deres særlige identitet, dels for at bringe borgerne tættere på den politiske proces, dels for at gøre den offentlige administration mere smidig og effektiv. Tema for valgkamp Præsident Jacques Chirac har allerede erklæret, at decentralisering vil blive et af de store temaer i hans valgkamp for at blive genvalgt til næste år. Men lige nu drejer det sig om Korsika. Initiativet kommer fra premierminister Lionel Jospin. Hans håb er at få skabt fredelige tilstande på den urolige ø, der i 25 år har været hærget af politisk vold, udløst af fanatiske grupper af uafhængighedsfolk. Jospins modstandere angriber ham for at forhandle under pres fra de korsikanske nationalister. Ganske vist råder der en stiltiende våbenhvile, men alle ved, at de mest yderliggående grupper er uberegnelige, og at de når som helst kan gribe til dynamitstænger og skydevåben, hvis den nye lov ikke bliver efter deres hoved. Republikaneren Jospins skarpeste modstander er hans egen tidligere indenrigsminister, Jean-Pierre Chevènement, der leder det lille venstreorienterede parti MDC. Chevènement forlod sin post i protest sidste år. Han mener, at Jospin faktisk har ladet sig tage som politisk gidsel af nationalisterne hvis moralske status Chevènement har en meget lav mening om. Chevènement er frem for nogen republikaneren , der slås for at den franske republik skal forblive én og udelelig, sådan som den har været det siden revolutionen. Derfor: Ingen særlige privilegier til nogen, alle er og skal være lige for loven. Også korsikanerne. Flertallet hjemme Premierminister Jospin råder over stemmer nok til at få sit lovforslag igennem. Den borgerlige opposition stemmer imod, men ikke som en blok. Her og der vover en konservativ eller liberal at give regeringen ret: Tiden er moden til at give korsikanerne større råderet over egne sager. Forleden blev der konstateret flertal for at lade Korsikas parlamentariske forsamling tillempe alle love, så de bedre svarer til lokale forhold og ønsker. Men ikke uden videre - parlamentet i Paris skal ihvertfald i første omgang give sit samtykke. Efter en 'prøvetid' skal en endelig selvstyrelov besluttes i 2004. Det kræver en grundlovsændring og dermed en folkeafstemning i hele Frankrig. Meningsmålinger viser, at der på Korsika absolut ikke er flertal for løsrivelse fra Frankrig. Men det er nationalisterne, der fører det store ord (med den evige, underforståede trussel: terroren kan vende tilbage). Det er denne realpolitiske vurdering, der har bevæget Lionel Jospin til at forhandle med dem. Beton på stranden Den kommende lovændring vil blandt andet give korsikanerne ret til selv at bestemme, hvor mange turisthoteller der må opføres ved de stort set jomfruelige kyster. Mange, både på og uden for 'Skønhedens ø', frygter, at strandene vil blive plastret til med beton. Af investorer med tråde langt ind i mafiamiljøer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her