Kosovaalbanerne erklærer sig klar til valg

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Kosovaalbanernes ledere accepterede i går modstræbende den midlertidige forfatning, som FNs chef i provinsen, Hans Hækkerup, lagde frem, mens den serbiske repræsentant valgte at boykotte den officielle underskrift af dokumentet. Med forfatningens vedtagelse er der åbnet for et valg 17. november til et parlament med 120 pladser. »Jeg har ikke mandat til at tillade en folkeafstemning om Kosovos fremtid. Denne forfatning berører ikke den endelige politiske afgørelse, men jeg tror, at den er et skridt mod en endelig afgørelse på et senere tidspunkt«, sagde Hækkerup. Støtte fra Rugova Den moderate kosovaalbanske leder Ibrahim Rugova sagde, at han støttede forfatningen, som den forelå, til trods for at den ikke åbnede for den eftertragtede folkeafstemning. Hashim Thaci, den anden politiske leder og tidligere chef for UCK, den kosovaalbanske frihedshær, sagde, at forfatningen så bort fra folkets ønsker, nemlig uafhængighed. »For mig er folkets vilje en lov, der står over loven«, sagde han. Strid om forfatningen Til det sidste har der været strid om denne forfatning, hvilket også fremgår af dens officielle navn. Det er 'Den forfatningsmæssige ramme for midlertidigt selvstyre'. Der er ikke kommet nogen officielle udtalelser om, hvordan serberne vil reagere. Ifølge forfatningen skal de 100 mandater vælges ved forholdstalsvalg, mens de sidste 20 skal gå til de etniske minoriteter, serbere, romaer, tyrkere mv. Der kom dog denne bemærkning fra den serbiske ministerpræsident, Zoran Djindjic: »Vi vil støtte Kosovos serbere, hvilken holdning de end måtte indtage til forfatningen, da det er dem, der skal leve der. Så det ville være meget kynisk at fortælle dem, at de har taget fejl«, sagde han i et radiointerview til B92. Hækkerup fastslog, at selv om der ikke kunne opnås enighed om visse punkter, så var det en fælles indsats fra alle de etniske grupper, der havde ført til den nu gældende forfatning. Kompromis »Det er et fair kompromis, og jeg opfordrer alle til at deltage i valget og i den nye regering, for kun gennem deltagelse kan vi sikre en fremtid for alle de etniske samfund«, sagde han. Hækkerup tilføjede, at når en ny regering er på plads, ville han selv »træde et skridt tilbage«, men han beholder som FNs repræsentant den absolutte magt til at fyre regeringen, opløse parlamentet og gennemføre dekreter uden om de demokratiske instanser. Nu skal valget forberedes, et enormt administrativt arbejde. Det er OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde, der skal stå for valggennemførelsen. Her har man valgt danskeren Peter Erben som leder. Han var også med til at organisere lokalvalgene sidste år og er en erfaren Balkanveteran.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her