Østrig: CIA-dokumenter frikender Waldheim

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Østrigs regering siger, at de arkiver, som den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, i fredags offentliggjorde, frikender tidligere generalsekretær for FN Kurt Waldheim for krigsforbrydelser begået under Anden Verdenskrig. Kurt Waldheim, der blev Østrigs præsident efter sin embedsperiode i FN, fik i 1987 forbud mod at rejse ind i USA efter beskyldninger om, at han muligvis havde været involveret i nazistiske krigsforbrydelser, da han gjorde tjeneste som tysk efterretningsofficer på Balkan under Anden Verdenskrig. »Det er nu bevist, at beskyldningerne mod den tidligere præsident var grundløse og uretfærdige, sådan som Østrig hele tiden har hævdet«, hedder det i en pressemeddelelse fra landets udenrigsminister, Benita Ferrero-Waldner. Hun anfører, at en lang række undersøgelser af Waldheims rolle under krigen - gennemført af uafhængige historikere, jurister og tv-stationer i Storbritannien og USA - har vist, at der ikke er dokumentation for, at Waldheim personligt var indblandet i nazisternes krigsforbrydelser. Topnazister CIA offentliggjorde i fredags 20 sagsmapper over navngivne topnazister, som vides eller menes at være skyldige i forbrydelser mod menneskeheden. Dokumenterne blev offentliggjort i henhold til USAs lov om afsløring af nazistiske krigsforbrydelser fra 1998. Men Eli Rosenbaum fra det amerikanske justitsministerium, sagde i fredags, at de offentliggjorte dokumenter kun opklarer én ting om Kurt Waldheim: at han ikke har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Rosenbaum tilføjede, at det ikke udelukker, at den sovjetiske efterretningstjeneste kan have benyttet sig af Waldheim. Østrig har klaget til det amerikanske udenrigsministerium over, at dokumenterne om Waldheim offentliggøres samtidig med sagsmapperne om topnazister som Adolf Hitler og Adolf Eichmann. Ferrero-Waldner kalder denne sammenblanding for uretfærdig og uberettiget. Kurt Waldheim har hele tiden bedyret sin uskyld, og selv nogle af hans politiske modstandere i Østrig mener i dag, at han har fået en uretfærdig behandling. De hævder, at hans største forbrydelse består i, at han forsøgte at skjule sin fortid som officer i Hitlers Wehrmacht. Benita Ferrero-Waldner siger, at amerikanske embedsmænd på en pressekonference i fredags erklærede, at dokumenterne hverken rummer beviser for, at Waldheim har arbejdet som CIA-agent eller -meddeler, eller at Sovjetunionen skulle have udsat ham for afpresning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her