Bortførte oliearbejdere frigivet i Colombia

Lyt til artiklen

Venstreorienterede oprørere i Colombia, som havde bortført 92 medarbejdere fra det amerikanske olieselskab Occidental Petroleum, frigav næsten dem alle tirsdag. Det siger general Carlos Lemus fra den hærbrigade, der har ansvaret for Arauca-provinsen i det nordvestlige del af landet, hvor episoden fandt sted. Mindst 17 sikkerhedsagenter er dog fortsat i oprørernes varetægt, oplyser Lemus til det britiske nyhedsbureau Reuters. Lemus siger videre, at bortførerne synes at være fra Den Nationale Befrielseshær (ELN) - den næststørste af to gamle oprørsgrupper i det voldshærgede sydamerikanske land. Det er også ELN, som menes at have bortført danskeren Erik Kjærsgaard Eriksen. Han befinder sig på et ukendt sted i det vestlige Colombia, hvor han har været i bortførernes varetægt i omkring en måned. De 75 frigivne ansatte fra Occidental Petroleum var overvejende rengørings- og vedligeholdelsespersonale. Oliearbejderne blev taget til fange sent mandag i Arauca-provinsen cirka 500 kilometer nordøst for hovedstaden Bogota og tæt på grænsen til Venezuela, siger oberstløjtnant Ruben Dario Alzate Mora. »De 92 ansatte kørte i 18 biler, da de blev stoppet og bortført af en gruppe oprørere, som var forklædt som politibetjente«, siger Alzate. En 1000 mand stor anti-oprørs-bataljon fra den colombianske hær rykkede ifølge Alzate ud og indledte en skarp forfølgelse af oprørerne. Det førte til, at oprørerne flere timer senere løslod størsteparten af gidslerne. »Alle, som er blevet sat på fri fod, har det efter omstændighederne godt«, siger Alzate. En repræsentant for Occidental Petroleum i Los Angeles nægter at be- eller afkræfte episoden eller sige noget om, hvorvidt der var amerikanske statsborgere blandt de bortførte. Heller ikke Carlos Lemus vil røbe de resterende gidslers nationalitet. Militæret oplyser, at oliearbejderne blev bortført ved oliefeltet Cano Limon, som dagligt producerer 114.000 tønder olie. Oliefeltet er forbundet med den caribiske havneby Covenas med en rørledning, som har været et konstant mål for Colombias venstreorienterede oprørere, som gør alt for at lægge økonomisk pres på præsident Andreas Pastranas regering. Siden begyndelsen året har ELN ifølge militæret allerede udført 48 sabotageaktioner mod rørledningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her