Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Israels hær fortsætter angreb på Gaza

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: I ly af kraftig maskingeværild og flere kampvogne rykkede to israelske militære bulldozere i går formiddag 200 meter ind i endnu et område af det palæstinensiske selvstyreområde i den sydlige del af Gazastriben og smadrede en palæstinensisk politistation. I den israelske militærjargon blev nedrivningen af politistationen kaldt en »nålestiksoperation« imod en »kilde til skyderier«. Palæstinensiske øjenvidner bekræftede, at de israelske soldater forlod det palæstinensiske selvstyreområde, da de var færdige med deres forehavende. Det skete få timer efter at palæstinensiske mortérer var faldet i israelske bosættelser i Gaza uden at forvolde skade. Og kun et halvt døgn efter at israelske tropper var blevet trukket ud af en såkaldt sikkerhedszone i den nordlige del af Gazastriben, som blev oprettet inde i palæstinensisk kontrolleret område natten mellem mandag og tirsdag og som affødte protester verden over. Kortslutning Israels udenrigsminister Shimon Peres talte i går i telefon med USAs udenrigsminister Colin Powell og erkendte, at der tirsdag havde været »en kortslutning i kommunikationen« mellem Jerusalem og Washington, og at det sandsynligvis var årsagen til de skarpe kommentarer fra Powell, der tirsdag aften kaldte den israelske miltære indtrængen i det palæstinensiske selvstyreområde »overdreven og ude af proportioner«. Også ministerpræsident Ariel Sharon talte i går med den amerikanske præsident George W. Bush. Israel blev tirsdag presset af USA til at trække sig ud af Gaza. Tre døgn med vold Nedrivningen af politistationen nær den palæstinensiske internationale lufthavn i det sydlige Gaza i går er en fortsættelse af den snart tre døgn lange omfattende israelske militæraktion, der begyndte natten til mandag. Og som den israelske forsvarsminister Benjamin Ben Eliezer dengang kaldte den »mest omfattende operation« siden voldsspiralen under navnet Al Aqsa intifadaen og afsæt i oktober forrige år, dagen efter at Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget/Haram al-Sharif i Jerusalem. Den »mest omfattende operation« blev iværksat få timer efter at fem mortérgranater landede i udkanten af den israelske by Sderot, få kilometer fra Gaza inde i Israel. Det var første gang selve Israel blev ramt af palæstinensiske granater, og den israelske regering betragtede dette som »en klar overtrædelse af den røde linie«, som udenrigsminister Shimon Peres udtrykte det. Natten mellem mandag og tirsdag beskød israelerne - fra kamphelikoptere, marinefartøjer og kampvogne - og ødelagde mere eller mindre syv palæstinensiske politistationer og træningslejre forskellige steder i Gazastriben. En politimand blev dræbt, en hårdt kvæstet og 26 andre mennesker kvæstet ved angrebene. Drab på begge sider Siden intifadaens begyndelse har det israelske militær dræbt 47 medlemmer af palæstinensiske sikkerheds- og politikorps og 303 civile palæstinensere. På den israelske side er 39 soldater og 44 civile blevet dræbt. (kilde: www.btselem.org, red) Samme nat rykkede israelske soldater - for første gang siden hovedparten af Gazastriben i 1994 ifølge Oslo-aftalen blev overdraget til Yassir Arafats palæstinensiske selvstyre - ind i et palæstinensisk kontrolleret område. De israelske soldater ryddede flere palæstinensiske poster og store dele af frugtplantagerne i et en gange tre kilometer stort område i den nordøstlige del af Gazastriben, hvorfra granaterne mandag aften var blevet affyret mod Sderot. Den islamiske Hamasbevægelses militære vinge Issadin el Qassam tog tirsdag ansvaret for dét mortérangreb. Siden intifadaens begyndelse har israelerne flere gange som følge af skyderier eller terrorangreb angrebet palæstinensiske politi- og sikkerhedsmål med såvel helikoptere som artilleri. Men tirsdag så det ud som om israelerne havde genindtaget en del af Gaza, et indtryk blev forstærket da den øverstkommanderende for Gazadistriktet brigadegeneral Yair Naveh erklærede at det invaderede område nu var en israelsk »sikkerhedszone« som ville blive opretholdt i »dage, uger eller måneder«. Israelske liv I går morges var de israelske soldater atter trukket ud af den nye sikkerhedszone. »Vi er ikke interesserede i at besætte palæstinensisk område og ønsker ikke at kontrollere palæstinenserne, men vi er forpligtet til at beskytte israelske soldater og civile liv«, forklarede Israels udenrigsminister Shimon Peres i går den israelske tilstedeværelse i selvstyreområdet i Gaza tirsdag og han tilføjede at »det eneste palæstinenserne hidtil har opnået har de fået ved forhandlingsbordet«. En udtalelse i samme ånd kom fra Yassir Arafats talsmand Nabil Abu Rudeineh, der krævede international beskyttelse af det palæstinensiske folk. I går morges sagde han: »Der er intet andet valg end at finde en politisk løsning på konflikten« og opfordrede Israel til betingelsesløst at vende tilbage til forhandlingsbordet. Israel blev i går fordømt af FNs menneskerettighedskommission på tre punkter. Dels for Israels politik og militære operationer i de palæstinensiske områder, dels for de jødiske bosættelser og endelig for besættelsen af Golanhøjderne. Et overvældende flertal af de 53-medlemslande støttede et EU-forslag til en resolution, der skulle fordømme Israel for landets bosættelsespolitik. Kun USA stemte imod resolutionen, som blev vedtaget af 50 af kommissionens medlemmer. Costa Rica afholdt sig fra at stemme, og et andet land var ikke til stede under afstemningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her