Talebans fjende beder om hjælp fra Vesten

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Først kæmpede Ahmed Shah Massoud i ti år mod de sovjetiske besættelsestropper i Afghanistan, med et mod der gjorde ham kendt som 'Løven fra Pansjirdalen'. I de senere år har han bekæmpet sine egne landsmænd i taleban-bevægelsen. I disse døgn besøger han for første gang i sit liv Vesten. Han kommer for at bede om hjælp. Tidspunktet kunne ikke have været bedre valgt: I Vesten er man stadig rystet over de billeder der viser, hvordan Taleban i sit had mod alle 'vantro' sprænger buddha-statuer i luften. Efter dette udslag af religiøs fanatisme kan ingen længere være i tvivl om, hvad Taleban står for, mener den 48-årige Ahmed Shah Massoud. Moderat muslim Forleden kom han til Paris, afhentet i Tadsjikistan af et fransk regeringsfly, for at tale sin sag over for udenrigsminister Hubert Védrine og andre fremtrædende politikere. Og i går besøgte han Europaparlamentet i Strasbourg efter indbydelse fra rådets franske præsident, Nicole Fontaine. Massoud er en troende muslim, men han er moderat og vender sig derfor mod de fundamentalistiske kræfter i Taleban, der siden 1994 med våben i hånd har sat sig på over 90 procent af Afghanistan. Omverdenen kender dem især for deres totale undertrykkelse af kvinder. Militært er Massoud og hans guerillasoldater hårdt trængt. På et pressemøde i Paris sagde han, at han er nødt til at tage mod den hjælp, han nu kan få. Den kommer, men kun i beskedent omfang, fra Rusland, Indien og Iran. Han bad ikke direkte Vesten om militær hjælp, men nøjedes med at stille spørgsmålet: »Vil Europas ledere forsvare det afghanske folks retfærdige sag, eller stiller de sig tilfreds med blot at udsende erklæringer?« Massoud erklærede, at uden den massive støtte fra nabolandet Pakistan ville Taleban snart bryde sammen. Pakistan skal presses Selv om han befandt sig i hjertet af Europa, var det dog først og fremmest USA, han appellerede til: Præsident Bush burde udsætte Pakistan for samme »stærke tryk« som Washington anvender for at skabe fred i Kashmir-konflikten mellem Indien og Pakistan. En talsmand for det franske udenrigsministerium har oplyst, at Frankrig har lovet humanitær bistand for at afhjælpe hungersnøden i det nordvestlige Afghanistan, hvor Massoud stadig holder stand. Våben må Massoud altså skaffe andetsteds. Når han valgte Frankrig som skueplads for sin diplomatiske offensiv, så skyldes det, at han her nyder en enestående popularitet. Den blev opbygget af franske medier i de år (1979-89), da han bød sovjettropperne trods og demonstrerede sit format som guerillaleder. Han var i høj grad inspireret af, hvordan Ho Chi Minh og general Giap sled de amerikanske tropper op i Vietnam. Afghanistan skulle blive Sovjetunionens Vietnam. Op mod tre millioner afghanere er drevet på flugt af de mange års krig og borgerkrig, og store dele af landet er for øjeblikket ramt af alvorlig fødevaremangel efter usædvanlig tørke. En repræsentant for Taleban-styret fordømte i går den europæiske invitation til Massoud og sagde, at det blot vil forlænge borgerkrigen. I Paris forsikrede Massoud, at han vil starte en ny offensiv mod Taleban, så såre sneen i bjergene er smeltet. Han forudså også en folkelig opstand mod det intolerante styre. I så fald vil han kræve frie valg, hvor også kvinder skal kunne stemme. I Europaparlamentet i Strasbourg blev han modtaget med alle æresbevisninger. I dag skal han mødes med EUs udenrigskommissær, Chris Patten. Formelt er Massoud stadig vicepræsident og forsvarsminister i den regering, der blev dannet i 1992 efter en borgerkrig. Denne regering anerkendes stadig af FN. Taleban-regimet er derimod ikke blevet diplomatisk anerkendt af noget vestligt land. Det forhindrede dog ikke Frankrig i sidste år at tage imod en højtstående udsending fra taleban. Det kaldes realpolitik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her