Tusinder forsvarer russisk tv

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Tusindvis af moskovitter gik i går på barrikaderne for Ruslands eneste landsdækkende, uafhængige tv-station. Både unge og gamle stimlede sammen med paraplyer uden for tv-stationen, NTV, for at demonstrere mod stationens nye ejere, som tv-journalisterne mener, er en trussel mod deres ytringsfrihed og mod stationens kritiske tone. Det statsdominerede gasselskab, Gasprom, overtog i sidste uge den uafhængige tv-station, og indsatte den kontroversielle amerikanske forretningsmand Boris Jordan som direktør. Mange hundrede var allerede samlet en time inden demonstrationen var planlagt til at begynde. Demonstranterne bar kasketter og paraplyer, hvorpå der stod 'Til beskyttelse mod løgne'. Tv-journalisterne havde forinden i direkte udsendelser opfordret seerne til at komme og protestere i går. Et stort opbud af politifolk var også på plads foran tv-bygningen, hvor folk blandt andet fik gennemsøgt deres tasker, inden de fik lov at gå ind i bygningen. Ted Turner fra CNN Demonstrationen foregik samtidig med, at CNNs stifter, Ted Turner, forhandlede om at købe sig ind i NTV. En kilde tæt på forhandlingerne sagde, at den amerikanske tv-magnat ønsker at afslutte handlen, inden weekenden er ovre. En lignende demonstration foran NTV for en uge siden samlede mere end 10.000 mennesker, hvilket anses for mange i Moskva. Stationens journalister regnede dog med, at der ville komme endnu flere i går fordi det statsdominerede gasselskab udskiftede en række af stationens ledere tirsdag. Fra morgenstunden viste stationen sangere, skuespillere, digtere og journalister, der stod omkring et flygel og sang, mens de bad om støtte fra seerne. Samtidig sagde en af stationens ledende journalister sit job op i protest over NTVs hidtidige direktør Jevgenij Kiseljov, der blev anklaget for at »brænde landsbyen ned til det sidste hus«. Også flere vestlige regeringer og USA har udtrykt bekymring over tv-stationens fremtid som uafhængigt medie. Den tyske kansler, Gerhard Schröder, vil rejse sagen, når han mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i St. Petersborg i morgen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her