Milosevic bør retsforfølges hjemme først

Politiken mandag: Man kan dårligt overvurdere den psykologiske betydning i Serbien af arrestationen af Milosevic, ifølge Stojan Cerovic, chefkommentator ved det velanskrevne serbiske tidsskrift Vreme. »Efter demonstrationerne 5. oktober sidste år, der drev Milosevic fra magten, følte serberne, at de havde gjort noget heroisk, men historien var uafsluttet, så længe Milosevic var på fri fod. Det forpestede stemningen«, siger han. Cerovic mener, at det er en fordel, også for det internationale samfund, at Milosevic retsforfølges i Serbien, før hans udlevering til krigsforbryderdomstolen i Haag kommer på tale. »Selv om magtmisbrug og økonomisk kriminalitet i det store regnskab er for intet at regne mod krigsforbrydelser, er det langt mere ydmygende for Milosevic at blive dømt som en simpel tyv, der har beriget sig selv og sine omgivelser på befolkningens bekostning. Her får han ikke mulighed for heroiske taler om forsvar for serberne. I Haag ville han få bedre muligheder for den slags«, siger Cerovic, der mener, at Haag-domstolen også har brug for bedre forberedelse af sagen mod ham. På fri fod igen »Selv om hans politiske ansvar for krigsforbrydelser er uomtvisteligt, så var han dygtig til at undgå skriftligt materiale, der kan fælde ham for konkrete handlinger. Med gode vestlige advokater tror jeg, at Milosevic kan nå langt i Haag. Men under alle omstændigheder kommer den mand på fri fod igen«. Giver arrestationen hans socialistparti, SPS, mulighed for at starte på en frisk? »Nej, det parti er på vej helt ud. Det kan ikke komme på fode igen, med eller uden Milosevic. Men vi vil selvfølgelig se nye venstrefløjspartier overtage de tomrum, som det efterlader. Det kan for eksempel blive nogle af de 18 partier, der er i Kostunica-alliancen DOS«. Cerovic sagde i en tv-debat, få timer før, at Milosevic var bragt i fængsel, at han i modsætning til de fleste andre af nattens kommentatorer forventede, at det ville gå fredeligt for sig. Folk kom ikkeHvad byggede du egentlig det på? »På det forhold, at de 100.000 borgere, som Milosevic forventede og var blevet lovet ville komme for at forsvare ham, slet ikke kom. Kun en miserabel, lille gruppe af fortrinsvis ældre mennesker. Og på det forhold, at alle hans håb om militærrevolte eller direkte forsøg på militærkup blev skuffet. Han var også under stærkt pres fra partikammeraterne i de nattetimer for ikke at trække dem alle med i faldet. Ydmygelsen gjorde han selv dobbelt ved først at proklamere, at han ville vælge selvmord frem for fængsel. Folk ser ham nu som en bange kujon, når han ikke gjorde alvor af det, som der ville have været en vis stil over efter folks opfattelse«. Var det helt med præsident Vojislav Kostunicas velvilje, at der blev skredet til handling imod Milosevic nu? »Han tøvede længe, og når vi så hæren kaste grus i maskineriet på de første forsøg på arrestation, så var det formentlig ud fra den fejlagtige opfattelse, at den kunne gøre fælles sag med Kostunica. Men der er ingen tvivl om, at han var fuldt med, da aktionen startede«, siger Cerovic, der fremhæver, at det har været svært for Kostunica, men at han i sidste instans valgte at gå med flertallet i DOS. Cerovic har kun smil tilovers for forsikringer fra DOS om, at det var tilfældigt, at arrestationen faldt sammen med udløb for den amerikanske deadline for Beograds samarbejde med Haag-domstolen. »Kostunica hader at fremstå, som en, der lader sig skubbe rundt med af andre, men selvfølgelig har truslen om økonomiske sanktioner også været afgørende for ham«.