Ny minister vil reformere Ruslands forsvar

Lyt til artiklen

Ruslands ny forsvarsminister, Sergej Ivanov, lovede torsdag, at han vil gennemføre et omfattende reformprogram for landets kriseramte forsvarsstyrker og blandt andet afskaffe den forhadte værnepligt. Det sagde han kort før et møde med præsident Vladimir Putin og den magtfulde stabschef, Anatolij Kvasjnin, der ved flere lejligheder har haft offentlige sammenstød med den afgående forsvarsminister, Igor Sergejev. Sergej Ivanov understregede dog, at ændringerne i det russiske forsvar vil ske skridt for skridt og ikke i form af en revolution. Under torsdagens møde diskuterede de tre ledere en tidstabel for gennemførelsen af reformerne, og i hvilken rækkefølge de skal gennemføres. Tro Putin-støtte Ivanov er Ruslands første civile forsvarsminister og en af præsident Putins nærmeste allierede. Han gjorde straks klar, at det er ham som bestemmer og iagttagere venter ikke, at han vil tolerere interne magtkampe i forsvaret eller acceptere konkurrence fra Kvasjnins side. Den nye forsvarsminister siger, at hans vigtigste opgaver bliver at reducere antallet af soldater i den russiske hær, der i øjeblikket er cirka 1,2 millioner mand. Desuden skal de væbnede styrker gøres mere mobile og fleksible. Det skal blandt andet ske ved at modernisere militærets udstyr og forbedre soldaternes uddannelse og øvelser. Afskaffer værnepligten Sergej Ivanov var med til at udarbejde det seneste reformforslag som Putins sikkerhedspolitiske rådgiver. Forslaget er dog ikke kendt i detaljer. Den største ændring bliver dog afskaffelsen af værnepligten og en professionalisering af alle enheder. Denne ændring vil glæde millioner af russiske familier og unge mænd, der i mange år har gjort sig store anstrengelser for at undgå værnepligten. Det er en kendt sag, at vold, ydmygelser og overfald hører til dagens orden i det russiske forsvar, hvor hundredvis af værnepligtige bliver nedbrudt, begår selvmord, bliver myrdet eller deserterer. Ivanov understreger dog, at afskaffelsen af værnepligten ikke kan gennemføres omgående, men vil ske over de kommende år. Putin renser ud Iagttagere siger, at Putin er ved at samle sit eget hold i Kreml og dermed skaffe sig af med en række ministre og embedsmænd, som han arvede fra sin forgænger, Boris Jeltsin. Flere rokader ventes i den kommende tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her