Den højreekstremistiske vold i Tyskland tager til, og der blev sidste år registreret knap 1000 voldstilfælde, hvor højreradikale var involveret. Det var en stigning på 34 pct. i forhold til året før. Rapporten om den stigende vold kommer på et tidspunkt, hvor bestræbelserne på at få forbudt det højreradikale Nationale Demokratiske Parti (NPD) er på vej ind i en afgørende fase. Både parlamentet og Forbundsrådet, hvor delstatsregeringerne er repræsenterede, anmodede fredag formelt forfatningsdomstolen om at få forbudt det yderliggående parti, som har mange skinheads og nynazister blandt dets medlemmer. Den tyske forbundsregering anmodede allerede i januar forfatningsdomstolen om at tage stilling til et forbud mod partiet. »De selvstændige anmodninger fra parlamentet og delstaterne betyder, at regeringen nu vil forstærke indsatsen for et forbud«, sagde talsmænd for den rød-grønne regering fredag. Tæt på forbud Samtidig erklærede formanden for Forbundsrådet, Kurt Beck, sig overbevist om, at NPD vil blive forbudt. Kampen mod de højreradikale grupper var fredag også til debat i parlamentet, og de regerende socialdemokrater betonede, at der må gøres mere for at give unge forståelse for det moderne demokrati. Den socialdemokratiske parlamentariker Sebastian Edathy udtrykte bekymring over, at en tredjedel af NPDs medlemmer er mellem 16 og 25 år gamle. Under debatten advarede den tidligere CDU-leder Wolfgang Schäuble mod at give de højreekstreme kræfter for megen opmærksomhed. Den socialdemokratiske indenrigsminister, Otto Schily, har i en kommentar til rapporten om den tiltagende vold opfordret alle i Tyskland til at påtage sig et større personligt ansvar og lade være med at vende sig bort, når udenlandske studerende bliver truet, når hjemløse bliver forfulgte, når jødiske kirkegårde bliver vandaliserede, eller når offentlige steder gøres usikre af højreekstremister. Populær blandt skinheads De tyske myndigheder anslår antallet af voldsberedte højreekstremister til cirka 9.700 - hvoraf de fleste bor i de nye delstater i det tidligere DDR. Ifølge Schily er overvågningen af højreekstremisters aktiviteter i dag den vigtigste opgave for den indenlandske efterretningstjeneste. Der var i 2000 registreret 50.900 højreekstremister i Tyskland. 70 pct. af dem var organiseret i politiske partier som NPD, Republikanerne og Den Tyske Folke Union (DVU). Medlemsskaren i NPD, som har en særlig appel til unge skinheads, er steget fra 6000 til 6500. Partiet fortsætter en kampagne, som det kalder 'kampen om gaderne'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Essay
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























