Halvleg i Makedonien mens flygtningstrøm tager til

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Konflikten i Makedonien er sunket ned i et uigennemtrængeligt morads af intriger og ineffektivitet. UCK, den lokale albanske oprørshær, har midlertidigt trukket sig tilbage fra en række bjerglandsbyer omkring Tetovo. De ligger nu hen i et ingenmandsland. For de makedonske styrker har ikke ressourcer til at holde dem besat. Som følge af kampene er omkring 4.000 flygtninge kommet til Kosova. I alt anslår FN antallet af flygtede og fordrevne til omkring 30.000. Kompetent UCK-ledelse »UCKs aktiviteter i de makedonske grænseegne har en centraliseret og kompetent ledelse«, lyder vurderingen fra den britiske brigadegeneral D.R. Burns, der er stabschef for den internationale fredsstyrke i Kosova, KFOR. Hans vurdering af den makedonske hærledelse var ikke just rosende: »Forsvarschefen Jovan Andrevski har ikke været ude af sit kontor i over tre uger. Han overrendes af folk, der vil give ham gode råd. Han har ingen militære planer, end ikke et kort, hvor han kan se placeringen af sine tropper. Det hele virker meget tilfældigt«, siger Burns. Utrænede soldater Han oplyser, at den makedonske hær råder over 1.850 grænsevagter og to bataljoner, i alt omkring 1.500-1.600 mand plus nogle meget små og ineffektive støtteenheder. De 20.000 mand hæren officielt består af er utrænede værnepligtige, som ikke kan indsættes, da 40 pct. af dem er etniske albanere. Der kom i går oplysninger frem i Skopje om, at man har genindkaldt en række pensionerede generaler fra den gamle jugoslaviske hær, VJ, i et forsøg på at få styr på det militære virvar. Mangler ammunition Kilder tæt på UCK i bjergene fortæller, at deres enheder har trukket sig tilbage, fordi de er løbet tør for ammunition. Det bekræftes af KFOR, der natten til i går observerede omkring 200 mand, nogle i uniformer, andre i civilt tøj, krydse grænsen ind i Kosova over et bjergpas i 2.200 meters højde. KFOR stoppede 15 mand, der med våben var på vej ind i Makedonien. De nåede at smide deres våben ud over en skrænt, inden KFOR anholdte dem og førte dem tilbage. UCKs midlertidige nederlag har ført til et internt opgør blandt de albanske nationalister, erfarer Politiken fra normalt gode kilder. Ali Ahmeti, den officielle leder af de makedonske oprørsstyrker, har mistet meget af sin status. Mulig terror »Planen var at opbygge en velorganiseret og veludrustet styrke, der kunne gå i aktion til maj. Men urolighederne i grænsebyen Tanusevci udløste konflikten, før UCK var parat. Nu er der en fløj, der argumenterer for, at man skal reorganisere sig i Kosova og Albanien og genoptage konflikten senere, muligvis med terroraktioner inde i byerne«, fortæller en kilde. Er det korrekt, er der meget kort tid for internationale mæglere til at finde en fredelig løsning. Den kroatiske præsident Stipe Mesic nævnes af flere som en mulig mægler. Han beskæftigede sig som akademiker og rådgiver meget intenst med det albanske problem i 1980erne og er respekteret af albanerne. Ingen toldindtægter Den makedonske regering har af ukendte årsager blokeret for grænsetrafikken af varer ind i Kosova. Det betyder af FNs civile administration her går glip af toldindtægter, omkring 10 millioner kroner om dagen. Men det betyder også, at den makedonske regering går glip af meget store indtægter i transitafgifter. Der er indtil videre ikke synlig mangel på varer, men FN oplyste i går, at man er ved at løbe tør for klor til rensning af drikkevandet. Pristina Hospital løb tør for ilt og måtte indstille alle operationer i flere dage, indtil man i hast fik købt 20 ton i Kroatien. Demonstrationer De elendige sociale forhold i Kosova fik i går omkring 2.000 pensionister til at demonstrere foran 'regeringsbygningen' i Pristina, hvor FNs civile chef, Hans Hækkerup, sidder. De krævede, at få deres pensioner, som de ikke har fået, siden serberne forlod Kosova i foråret 1999. De lever af nødhjælp, og hvad familierne kan bidrage med. Hvis der opstår mangel på varer som følge af den makedonske lukning af grænsen, vil det føre til prisstigninger og endnu værre forhold for Kosovas gamle og arbejdsløse. Så også på det plan er den makedonske krise ved at udvikle sig til et bredere regionalt problem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her