Belgisk højrefløjtrues på pengene

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Mens Belgien fører en høj profil over for de ekstreme højrepartier i Østrig og Italien, er de belgiske politikere røget ud i et bittert internt slagsmål om, hvordan man bedst stækker det hjemlige højrenationalistiske parti, Vlaams Blok. Partiet kræver udlændinge sendt hjem samt at den flamsktalende, nordlige halvdel af Belgien - Flandern - bliver løsrevet fra den fransktalende del. Ved de seneste lokalvalg fik Vlaams Blok op mod 15 procent af stemmerne i Flandern, og dermed er det regionens tredjestørste parti. Debatten om at fjerne partistøtten er opstået, efter at et ledende medlem af Vlaams Blok for nylig i et interview forsøgte at nedtone betydningen af jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. Belgien indførte i 1999 en lov, der gør det muligt at fjerne alle offentlige tilskud til partier, der vedvarende opfordrer til krænkelse af menneskerettighederne eller giver udtryk for racistiske synspunkter. Og nu vil de fransktalende partier anvende loven til at fjerne Vlaams Bloks partistøtte på 11 mio. kr. om året. Men de flamske politikere tøver med at gribe ind, så længe partiet ikke er dømt for at have overtrådt racismelovgivningen. Hvis et parti skal fratages sin støtte, skal andre politikere i Belgiens parlament først indgive en anmeldelse. Derefter træffes beslutningen af det belgiske forfatningsråd, der består af uvildige dommere. I det oprindelige forslag ville politikerne selv bestemme, hvilke partier, der var værdige til at modtage offentlige tilskud, men den ordning blev underkendt af statsrådet, fordi det risikerede at ende med en ren politisk proces, hvor et flertal kunne stemple et bestemt parti som udemokratisk. Socialister uenige Lederen af det fransktalende socialistparti, Elio Di Rupo, har forsøgt at samle opbakning til at anmelde Vlaams Blok til forfatningsrådet på grund af de kontroversielle udtalelser om jødeudryddelsen. Men de flamske socialister sagde nej. »I Flandern ved vi, at Vlaams Blok bliver styrket af ethvert initiativ, der forgæves forsøger at slå det ihjel. Di Rupo optræder som en Tarzan i kampen mod det ekstreme højre, men det fører bare ikke til noget«, siger Jef Tavernier fra de flamske grønne. En talsmand for Vlaams Blok mener, at hele debatten er udtryk for en dybt udemokratisk proces. »Det er jo vanvittigt, at politikerne selv skal indgive anmeldelsen for at fjerne vores partistøtte. På den måde bliver de både dommere og parter i sagen. Det er en politisk proces, der går ud på at fjerne det tredjestørste parti i Flandern«, siger Wim Wienen fra Vlaams Blok. Hvis Vlaams Blok mister sit tilskud, vil det ramme partiet hårdt. »Vi har svært ved at komme til orde i aviserne, og derfor udgiver vi lokalaviser i alle de områder, hvor vi er valgt. Det er selvfølgelig dyrt, så vi har ikke råd til at undvære tilskuddet«, siger Wim Wienen. Han afviser, at Vlaams Blok skulle være racistisk eller udemokratisk og henviser til, at partiet har adskillige demokratisk valgte politikere på alle niveauer, og at det endnu ikke er blevet dømt for racisme. Omvendt hæfter kritikerne sig ved, at Vlaams Blok vil give flamlændere førsteret til job, boliger og sociale ydelser samt standse enhver form for familiesammenføring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her