Gidselkrisen i Bangladesh spænder til

Lyt til artiklen

Landsbybeboere i Bangladesh fortsatte søndag med at forlade deres landsbyer af frygt for et militært angreb, der skal befri tre europæiske gidsler - heriblandt to danskere - som er blevet tilbageholdt af bevæbnede mænd i mere end to uger. Vidner og medierapporter sagde, at mange landsbyer omkring det tæt skovbevoksede Kalapahar bjergområde var næsten tomme, fordi indbyggerne flygtede af frygt for, at væbnede enheder skulle rykke frem. Folk flygter Den samlede befolkning i mindst fire landsbyer i det berørte område var flygtet, rapporterede avisen Daily Star. Kalparangan Chakma, minister for stammeanliggender, sagde til tv-folk sent lørdag, at kidnapperne ville frigive deres gidsler, hvis anklagerne mod dem blev trukket tilbage. Ministeren afslog imidlertid at uddybe sin kommentar. Han sagde, at det kunne bringe den positive udvikling i fare. »Alle tre gidsler er ved godt helbred, og de vender tilbage i løbet af højst to dage«, sagde ministeren. Jon Geddes fra det britiske højkommissariat i Bangladesh sagde, at krisen "nu var på et meget følsomt udviklingstrin". To dagblade i Dhaka rapporterede, at en del af de 1,6 mio. dollar (ca. 13 mio. kr.) i løsepenge, som bortførerne havde krævet - sandsynligvis blev betalt, men embedsmænd afviste avisskriverierne. Tidsfrist udsat Fredag udsatte myndighederne i Bangladesh tidsfristen for frigivelse af danskerne Torben Mikkelsen og Nils Hulgaard og briten Tim Selby til søndag midnat, inden de bevæbnede enheder sættes ind. De tre kidnappede var ved at gennemføre det indledende arbejde til et vejprojekt i Rangamati-distriktet, da de blev bortført af seks bevæbnede mænd, der mistænkes for at være medlemmer af en lokal oprørsgruppe. En fjerde mand, briten David Weston, blev befriet samme dag som kidnapningen fandt sted sammen med en chauffør fra Bangladesh, og sendt af sted for at hente løsepengene. Rangamati, der har en historie som et oprørsk område, er en del af det vilde Chittagong bjergområde, der grænser op til Indien og Myanmar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her