FN: Kirgisisk uro var planlagt og målrettet

NØDRÅB. Usbekisk mand går ud fra ejendom med nødråb malet på porten.
NØDRÅB. Usbekisk mand går ud fra ejendom med nødråb malet på porten.
Lyt til artiklen

Kampene forekommer at være »iscenesatte, målrettede og velforberedte«.

Det konkluderer FN's menneskeretskommissær, Navi Pillay, efter de blodige uroligheder i Kirgisistan, der har sendt over 100.000 - måske endda så mange som 275.000 - på flugt.

Ifølge hendes talsmand er der er beviser for, at urolighederne begyndte med fem samtidige angreb, som blev indledt af mænd iført elefanthuer.

SE FOTOMasseflugt i Kirgisistan

Kirgisistans vicesikkerhedschef, Kubat Baibolov, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at stridighederne tilsyneladende er startet af kredsen omkring den nu afsatte præsident Kurmanbek Bakijev.

Han blev væltet i april og er siden flygtet til Hviderusland. Hans styre var kendetegnet af omfattende korruption og nepotisme.

Blandt andet fik hans børn kontrollen over indbringende statsvirksomheder, der sikrede dem personlige millionindtægter.

Over 200 usbekere meldes dræbt i Kirgisistan

Hans søn, Maksim, stak ifølge landets anklagemyndighed 5,4 milliarder kroner direkte i lommen.

Pengene kom fra salg af olie fra et statsselskab til den amerikanske luftbase nær hovedstaden Bishkek.

Sønnen er ifølge den kirgisiske regering anholdt i London og kræves nu udleveret. En optagelse af en samtale mellem Maksim og en onkel afslører, at de to taler om muligheden for at starte uro op til folkeafstemningen om en ny grundlov senere på måneden.

Ifølge Kubat Baibolov hyrede Bakijevs håndlangere bevæbnede bander fra nabolandet Tadsjikistan, som torsdag aften kørte rundt i provinsbyen Osh og skød løs på alle og enhver i et forsøg på at starte en konflikt mellem kirgisere og mindretallet usbekerne i Osh og i Fergana-dalen.

SE ARTIKELRøde Kors: Kirgisistan-krise er en »humanitær katastrofe«

Området er i forvejen hårdt plaget af kriminalitet, fordi narkosmuglerruter ud af Afghanistan går gennem det.

Forsøgene på at destabilisere det sydlige Kirgisistan lykkedes: Urolighederne førte til angreb på u s bekere over alt i området.

»De var organiserede med våben, militser og snigskytter. De udryddede os simpelthen«, siger en skudsåret usbeker, Teymurat Yuldashev til AP.

LÆSUsbekere: De skyder kvinder og børn

»Det lader til, at vilkårlige drab, herunder drab på børn, samt voldtægter har fundet sted på baggrund af etnicitet«, siger menneskeretskommissær Navi Pillay fra FN.

Et vidne - en flygtet usbeker - siger, at hun overværede mord på småbørn.

»De hængte spædbørn op fra trafiklysene«, siger hun til Reuters.

Oplysningerne er ikke bekræftede, men Osh-regionens politichef siger ifølge BBC, at beretningerne om voldtægter og brutale mord kan være sande.

SE ARTIKELMyndighederne i Kirgisistan skyder for at dræbe

Myndighederne forsøger at nedkæmpe urolighederne og har sat militæret ind og beordret udgangsforbud.

Det har hjulpet lidt, men stemningen er fortsat spændt i byer som Osh og Jalalabad, hvor to tredjedele af bykernen ifølge CNN er brændt ned eller plyndret.

Ifølge FN's flygtningekommissariat er flere end 75.000 mennesker flygtet til nabolandet Uzbekistan, mens omkring 200.000 er internt fordrevne i Kirgisistan.

Hjælpeorganisationer er i gang med at sende forsyninger af mad, telte og medicin til de omkring 30 flygtningelejre, der i al hast er etableret i Uzbekistan og til de ramte områder i Kirgisistan.

TVUroen i Kirgisistan er en torn i øjet på stormagterne

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her