Olien fosser fortsat ud i Den Mexicanske Golf, og det politiske stormvejr efter miljøkatastrofen viser heller ingen tegn på at stoppe.
Det skriver CNN.
Flere poitikere føler, at der stadig er mange åbne spørgsmål tilbage efter BP-chefen Tony Hayward i går var til høring i en kongreskomité.
LÆS ARTIKEL BP-chef: Jeg er oprigtig ked af det
»Det var frustrerende, ikke bare for mig men for det amerikanske folk«, sagde demokraten Bart Stupak i aftes i CNN-programmet 'John King, USA'.
Tony Hayward sagde ved høringen undskyld for katastrofen den 20. april på boreplatformen Deepwater Horizon og det efterfølgende olieudslip.
Imidlertid fastholdt Hayward, at det var for tidligt at afgøre, om BP havde sløset med sikkerheden. Det har flere af de overlevende arbejdere fra katastrofen, hvor 11 blev dræbt, ellers hævdet.
LÆS ARTIKEL
Overlevende: BP ville skyde genvej på boreplatformenTony Hayward afviste gentagne gange at spekulere i, hvad der »kunne eller ikke kunne være gjort« for at forhindre katastrofen, så længe der stadig er undersøgelser af sagen i gang.
Et andet kongresmedlem, Henry Waxman, sagde til Hayward:
»Det står mig klart, at du ikke ønsker at besvare nogen af vore spørgsmål«.
Frustreret guvernør
I Louisiana, den indtil videre hårdest ramte af de olietruede stater ved Den Mexicanske Golf, er guvernør Bobby Jindal vred.
»Det er frustrerende, for det ser ikke ud til at den venstre hånd ved, hvad den højre hånd gør«, siger han ifølge CNN.
»Der er ikke noget strømlinet system her. Derfor bliver vi ved med at understrege, at vi har brug for at se en større forståelse for vigtigheden i dette her fra kystvagten, de officielle myndigheder og BP. Vi er i krig her. Vi er i krig mod denne olie, som absolut truer den måde, vi lever på«, siger Bobby Jindal.




























