Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

10 anklages for svensk helikopterrøveri

Efterforksning. Et indsatshold står på taget af den værdicentral, hvor Sveriges mest spektakulære røveri foregik. 10 personer bliver nu tiltalt for røveriet.
Efterforksning. Et indsatshold står på taget af den værdicentral, hvor Sveriges mest spektakulære røveri foregik. 10 personer bliver nu tiltalt for røveriet.
Lyt til artiklen

Svensk politi har i dag sparket sagen om Sveriges mest spektakulære røveri i gang.

10 personer anklages for at have stjålet 39 millioner svenske kroner fra værdicentralen GS4 i Stockholm.

Den 23. september 2009 firede tre personer sig ned fra en helikopter og ned på GS4 værdicentralen i Stockholm. Mindre end en halv time senere var de stukket af med en kæmpe pengepose i selvsamme helikopter.

»Vældig velplanlagt«
Anklageren Leif Görts siger i dag på et pressemøde om kuppet, at fem personer tiltales for groft røveri, mens fem andre tiltales for at have medvirket til et groft røveri.

Sagen drejer sig i alt om 10 personer, der havde planlagt deres mission meget nøje, siger anklageren.

»Det er et komplekst foretagende, et vældig velplanlagt røveri, hvor de har været forsigtige«, siger Leif Görts ifølge expressen.se om røverne, der sprængte sig vej med sprængstof placeret i colaflasker.

LÆS MERE Helikopterrøvere brugte sprængstoffer

10 måneder efter røveriet har politiet indsamlet nok beviser til at kunne tiltale de 10 personer.

Beviserne er blandt andet indhentet ved, at politiet har modtaget mere end 1.000 tips fra befolkningen.

Flere af røverne er tidligere straffede. Ifølge avisen Aftonbladet er en 23-årig mand dømt for blandt andet groft bedrageri, en 32-årig er dømt for hæleri og overfald, mens nogle tidligere er dømt for røveri.

Modtog tips fra Serbien
Politiet redegør for, at de siden 26. august havde hørt om et større røveri, der blev planlagt til at skulle foregå i Sverige.

»Da røveriet indtraf, havde vi allerede en igangværende efterforskning fra et par uger tilbage. Det havde vi på grund af information, som vi havde fået af serbisk politi. Da røveriet indtraf, havde vi derfor et antal personer, som vi mistænkte«, siger anklageren Leif Görts.

LÆS ARTIKEL Svensk politi var velinformeret om røveri

Pengene er forsvundet

Retssagen mod de 10 personer starter 2. august i Stockholm, hvor den er sat til at vare 18 dage.

Man har ifølge Aftonbladet fundet flere hundredetusinde kroner under anholdelserne af de 10 personer.

Men resten af de 39 svenske millioner - svarende til 30,5 millioner danske kroner - er stadig ikke fundet.

Anders Haubart Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her