Den vrede kinesiske reaktion på tildelingen af Nobels fredspris til systemkritikeren Liu Xiaobo kan ikke komme bag på nogen.
Det siger Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, medlem af Folketingets udenrigsudvalg og tidligere udenrigsminister, til politiken.dk.
LÆS ARTIKEL Kina: Nobelprisen er en skandale
»Kinas reaktion er forudsigeligt voldsom. Problemet med Kina og andre autoritære regimer er, at de ikke forstår, at en organisation som Nobel er uafhængig af regeringen«, siger Mogens Lykketoft.
Frygt ikke, Norge
I Norge var man forberedt på en kraftig reaktion fra kinesisk side oven på den norske nobelkomités udpegning af Liu Xiaobo.
LÆS ARTIKEL Storfavoritten vandt Nobels fredspris
Men Mogens Lykketoft er mere rolig på nordmændenes vegne.
»Jeg tror ikke på, at Norge vil blive udsat for noget alvorligt fra Kinas side. Måske vil de aflyse en eller anden handelskontrakt eller lave en anden mere eller mindre symbolsk handling«, vurderer Mogens Lykketoft.
Prismodtager sidder i fængsel
Den 55-årige Liu Xiaobo har markeret sig stærkt i kampen for menneskerettigheder i Kina.
Så stærkt, at regimet har idømt ham 11 års fængsel, som han i øjeblikket afsoner.
Man skal således næppe forvente at se ham til prisuddelingen i Oslo til december på Oslo Rådhus.
Kina krænker adskillige internationale aftaler, som de selv har skrevet under på
Nobelkomiteen: Kina må tage ansvar
I sin begrundelse for at tildele Liu Xiaobo nobelprisen sagde formanden for den norske nobelkomité, Thorbjørn Jagland, at der med Kinas nye status som en global økonomisk gigant følger visse ansvar - ikke mindst hvad angår de politiske rettigheder til landets egne borgere.
»Kina krænker adskillige internationale aftaler, som de selv har skrevet under på«, sagde Jagland.
Ingen mildning lige nu
Mogens Lykketoft tror imidlertid ikke, at man her og nu kan mildne vindene i Kina.
»Man kan ikke på den korte bane ved pression eller moraliseren påvirke regimet. Det skal man ikke gøre sig nogen illusioner om«, siger Mogens Lykketoft.
»Men man kan håbe - på den lidt længere bane - at de indser, at det er i deres egen interesse at reagere mindre hårdt over for kritik«.
På spørgsmålet om Kina nu vil stramme grebet yderligere over for landets dissidenter, svarer Mogens Lykketoft:
»Det kan man desværre ikke udelukke«.
fortsæt med at læse




























